… så store at vi kan vokse i dem.
En eftermiddag i juli måned lå jeg i sengen og skrev og læste. Jeg tænkte samtidig på, at jeg selv drømmer om at skrive en bog (eller flere!). Det har jeg ofte tænkt på. Som barn har jeg skrevet mange “bøger” og glæden ved at skrive har fulgt mig siden.
Jeg faldt i søvn og vågnede med en mismodig følelse af, at jeg ikke kunne se nogen realistiske bud på, hvordan jeg vil kunne komme til at skrive og udgive. Både fordi jeg er usikker på egne evner, men også fordi.. hvordan er det lige man bærer sig ad?
Jeg havde knapt tænkt disse tanker til ende, før der dumpede en mail ind i min indbakke med emnelinjen: Invitation til at skrive en artikel til magasinet “Til Tro”.
Redaktøren Kristian skrev, at det næste blad havde temaet “Ord” og spurgte om jeg ville skrive et par digte til bladet.
Jeg følte mig både overrasket og høj over at modtage mailen og så netop på dette tidspunkt!. Det virkede Gudfældigt. Jeg så mailen som et bønnesvar og en helt oplagt mulighed for at skrive og dele mine ord og tanker i en større skala (bladet har omkring 2000 abonnenter).
Jeg sagde ja tak med sommerfugle flakkende rundt i maven! Da jeg gik i gang med at skrive og nærmede mig deadlinen for den første kladde, der skulle sendes afsted, kunne jeg godt mærke præstationsangsten og det sårbare i at dele mine ord, der samtidig skulle vurderes af en redaktion.
Men jeg overvandt frygten. Jeg tror dybest set på, “At Gud giver os drømme så store, at vi kan vokse i dem”. Gud kender os mennesker og ved, hvem vi dybest set er. Under facaden. Livet med Gud er en rejse mod at blive mere og mere dem vi er skabt til, uden frygt, skam og forbehold. Og at skrive digte til Til Tro har været en passende udfordring for mig lige nu og samtidig en bekræftelse på min drøm. Jeg tror Gud har haft finger med og givet mig denne mulighed for, at jeg kan vokse i min drøm.
Redaktion var rigtig glade for mit bidrag og efter også at have delt digtene med venner for at få deres blik, har jeg sluppet en del af min præstationsangst. Og fået endnu mere tro på, at jeg en dag skal udgive en bog.
Bladet udkommer i December, og der skal jeg nok også få lyst til at gemme mig lidt, men under alle omstændigheder har jeg taget et nyt skridt mod mine drømme, og vokset undervejs.
Gud giver os drømme så store, at vi kan vokse i dem.
2 Comments
Kære Kamilla. Jeg er netop blevet 40 år i denne måned….. Jeg elsker oktober med alle dens brændte farver. Min personlighed passer godt til efterårets hygge. Gåture i skoven, hjemmbagte boller, brændeovn og bøger der fortæller gode historier om mennesker, man kan spejle sig i. Sådan nogle der får smilet frem og og giver tryghed inden i.
Jeg er mor til en pige og er fraskilt på 6. År. Jeg kæmper hver dag med en angst eller tristhed …. Hvorfor kan jeg ikke finde roen og glæden ved livet? Jeg har jo ikke nogle alvorlige problemer lige som alle dem der flygter fra krig og sult eller lider af en forfærdelig sygdom. Jeg frygter hele tiden at jeg en dag bliver ramt af noget smertefuldt, så jeg kan få at mærke, hvor godt jeg egentlig havde det før ulykken. Jeg ønsker at være taknemlig for det liv jeg har, men det er som om at det ikke vil brænde igennem. Hvorfor vil det ikke det? Jeg har set tilbage på mit liv igennem terapeutiske briller og har gennemrodet hver en lille krog i mit indre. Jeg ville ønske at jeg kunne mærke freden og roen og glæden inden i. At den fik lov til at styre hvert et lille skridt jeg tog på vejen. Jeg passer ikke ind i denne verden. Jeg drømmer drømme om et lille bondehus ved vandet og ro og fordybelse , men vejen der til er så anstrengende…. Jeg er blevet en vred og hård person . Hvordan finder jeg der hen, hvor jeg hører hjemme ? Kan Gud vise mig vejen ?
Mange hilsner Line
Kære Line
Tak for din kommentar og for din ærlighed. Jeg har sendt dig en mail, som jeg håber du vil læse.
Kærlige tanker
Kamilla