“Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder”
I flere år følte jeg et næsten konstant psykisk og åndeligt mørke. Jeg oplevede stor lidelse i mit eget liv og hos andre mennesker og det havde med tiden ført til den opfattelse af, at Gud ikke er god, og slet ikke mod mig. Jeg var efterhånden kommet til den konklusion, at Gud slet ikke brød sig om mig, at han var utilfreds med mig og at jeg konstant var under hans strenge og hårde blik. Det gav mig angst.
På et tidspunkt følte jeg, at jeg stod ved min tros afgrund, at jeg var helt knuget af angst over at tro på Gud, fordi Gud var blevet en jeg var bange for. Jeg vidste godt, hvad der var ‘sand lære’, at det er igennem den måde Jesus levede, at jeg skulle forstå hvem Gud er. Men hver gang jeg læste om Jesus i evangelierne så fandt jeg ingen trøst. Jo, han mødte mennesker der led, som var udstødte, som var sårede, syge, forladte, ensomme, tilovers, ligesom jeg følte mig.. men når jeg læste om de historier, så forestillede jeg mig altid, at jeg stod i nærheden og iagttog Jesu møder med mennesker, og at jeg håbede han også ville møde mig..
Men jeg forestillede mig, at han ville gå forbi mig, fordi ‘jeg i virkeligheden’ ikke havde brug for ham, og at min lektie skulle være, at jeg i virkeligheden var både rig og velsignet, at jeg jeg skulle lære at se, at jeg ikke havde noget klage over.
Jeg følte mig end ikke værdig til de udstødtes fællesskab, og at jeg havde tænkt for højt om mig selv ved at stille mig på de udstødtes side. Det var dyb skam jeg bar rundt på.
Jeg søgte hjælp, åndelig vejledning og sjælesorg hos et modent og indsigtsfuldt menneske. Jeg vidste, at mange anså dette menneske for at være en som man har respekt for, også teologisk, og det var vigtigt for mig, for jeg havde ikke længere nogen tillid til min egen dømmekraft og faktisk heller ikke til mine venners, for ‘de var vel tvunget til’ at sige det, der gjorde mig glad.
Samtalen blev en trædesten til en ny vej.
Fra samtalen husker jeg særligt:
Hans anerkendelse af min historie. Af min oplevelse af svigt, særligt i ‘min kristne familie’ som var kirkelige fællesskaber jeg havde været en del af. At jeg flere gange og på afgørende tidspunkter i mit liv havde oplevet, at jeg blev svigtet. At mennesker havde svigtet, da jeg havde allermest brug for støtte, og at det havde resulteret i, at jeg nu følte mig efterladt alene udenfor fællesskabet. Og også efterladt af Gud.
At jeg gav slip og indrømmede, hvor tung og knuget min tro var blevet, da jeg grædende fik fremstammet, hvor bange jeg var for at blive forladt, selv af Jesus.. at jeg ikke vidste og stolede på, at Jesus ikke ville afvise mig!
Jeg kunne se, at mine ord berørte min samtalepartner, at han på en måde stoppede mig, ikke fordi han ikke ville høre mig tale færdig, men fordi det var så vigtigt, at jeg forstod noget nyt!
Han sagde med den største overbevisning og nænsomhed:
“Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder”
Den sætning blev en trædesten for en helt ny vej. For en sandhed, der har fået lov at folde sig ud.
Sandhed sagt af et menneske, der lyttede til mig og ‘så mig’, turde give mig et rum for min smerte og lade min historie om svigt og mistillid få plads, og hjælpe mig til at forstå, hvad den havde ved mit billede af Jesus og ved mit billede af mig selv.
Og jeg gik derfra med en ny overskrift til et nyt kapitel, der handler om, at Jesus er den der finder mig, at han sætter sig ned hos mig, at han aldrig giver slip.
Og nu kan sige til mig selv og til dig:
“Se på dig selv. Jesus har ikke forladt dig. Underkend ikke dig selv, Jesus underkender dig aldrig. Han forlader dig aldrig. Intet du gør, tænker eller føler, hverken godt eller skidt, kan få ham til at ønske sig, at du var uden ham. Hos ham hører du hjemme. Bliv i Hans kærlighed. Han tager imod dine tårer, han græder sammen med dig. Han kender dig fuldt og helt. Han kender din historie, han kender alle de gange du blev svigtet, forladt, forrådt. Han ved, hvad du føler lige nu. Han ved, hvor du er.”
Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder.
2 Comments
Dejligt stykke, Kamilla. Det rørte noget dybt i mig, tændte et lille lys af håb og glæde! Kh Sanne
Kære Sanne, det glæder mig!
Kærligst Kamilla