Må jeg være her?

Jeg har haft en periode, hvor jeg har måtte aflyse en masse aftaler, fordi mit energiniveau har være lavt. Jeg har følt mig træt, trist og udkørt.

Fornylig modtog jeg en mail fra en kvinde, der beskrev den forkertsfølelse vi kan have, når vi ikke magter det samme som andre eller måske ikke kan leve op til vores egne forventninger til os selv.

Og måske er det allermest skræmmende ved det, når vi frygter at havne udenfor fællesskabet, fordi vi ikke har kræfter til at gøre det, vi tror der skal til at for at ‘blive inde’. Det kan være i venskaber, i familien og måske også i samfundet som ‘system’, hvor vi hylder en bedst måde at klare arbejdet, vores liv og os selv?

Jeg satte mig og skrev dette:

Må jeg være her –
selvom jeg taler dårligt til mig selv?
Selvom jeg er i et sort hul?
Må jeg være her, selvom jeg er selvmedlidende?
Må jeg elskes, selvom jeg lige nu ikke ser nogen vej frem?
Må jeg være med, selvom jeg ikke har en taknemmelighedsdagbog, en morgen-yogarutine eller udfordrer mig selv hver dag?
Må jeg være her selvom jeg ikke kan følge dit råd: Tænk positivt, tæl dine velsignelser, læs i din bibel, prøv at drikke noget vand.
Må jeg være hos dig, selvom jeg ikke kan være i mig selv eller ikke kan finde hvile, og ikke finder opmuntring i at vide, at du beder for mig.

Må jeg være her, selvom jeg er trist og jeg ikke kender udløbsdatoen for min træthed?
Må jeg være her, må jeg være med, selvom jeg ikke har noget at give?
Må jeg blive elsket, selvom jeg ikke kan vise dig seje ‘før’ og ‘nu’ billeder af mig selv?
Må jeg være her, selvom jeg ikke kan tage imod dine råd, og alt jeg længes efter er dit fællesskab?
– også når jeg ingenting kan.