I dag læste jeg en lille refleksion fra bogen “Dagslys – en pilgrimsrejse på 365 dage”.
Stykket handlede om at være fri til at bruge sin skabergave og talent.
Vi har hver fået vores farve, der udgør en særlig plads: “For at tæppet skal blive så smukt som muligt, er det nødvendigt, at de enkelte gaver træder tydeligt frem – at farverne så at sige bliver klare”
Især det med at farven skal være klar ramte mig. Jeg tror jeg har tendens til at tænke, at jeg nok skal male (for at blive i billedet) med en farve, der tenderer til det gennemsigtige: for ikke at forstyrre, tiltrække opmærksomhed eller komme til at fylde for meget.. Og tænk hvis nogen kom og sagde: “Jeg bryder mig ikke om den farve der, kan vi ikke nedtone den lidt?”
Refleksionen understregede også, at vi ikke skal skabe og bruge vores farve for at få andre menneskers anerkendelse, vi skal gøre det af hjertet og i respons til vores Skaber, som har skænket os og andre mennesker, deres skabergave.
Jeg bruger min skabergave allermest, når jeg skriver, fotograferer, laver mad, får nye ideer, er sammen med dyr, skaber skønhed og gode oplevelser for andre. Hvornår skaber du?
Over min seng hænger et billede som et malet af min mors veninde. Jeg synes det er så smukt, og det understreger så fint pointen: hver farve har sin værdige plads. Hvis alle farver var ens var billedet intetsigende, men her får det liv og spil.
No Comments