Bogen er her. Den er udgivet. Det er så dejligt, at den lever nu. Jeg bliver så glad når nogen skriver til mig og fortæller, at den rører og bevæger. Det er jeg virkelig taknemmelig over.
Bogen kan bl.a. købes hos webshoppen ‘Only By Grace’ og i din lokale boghandel.
Indlægget begyndte som “10 ting 10 år har lært mig…” siden da er det blevet opdateret..
For 17 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 12 år siden.
17 ting de sidste 17 år har lært mig om parforhold:
#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.
#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.
#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.
#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.
#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.
#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!
#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.
#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.
#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.
#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.
#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.
#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.
#13 At opdage glæden ved at se hinanden udvikle sig.. Dengang vi mødte hinanden, var jeg ret optaget af passion og kan huske, at jeg stillede David spørgsmål om, hvad han drømte om og var passioneret for. Det var ikke altid han kunne svare, som jeg havde håbet. Vi var kun 18 og 20, så det var måske fair nok. Alligevel kom jeg i tanke om, at jeg havde spurgt, fordi jeg nu på så mange måder, føler at jeg lever sammen med et dybt passioneret menneske, der viser passion for sine medmennesker og for at kæmpe for sine værdier. Det gør mig stolt. Og det lærer mig også noget om at have tålmodighed og vente på hinanden og de områder, vi ønsker at se blomstre.
#14 Det føles som om, at vi er landet i et voksenliv, hvor vi navigerer ret godt i det, der er blevet vores. Hvor vi lever ud fra de værdier, som er vigtige for os, og hvor vi også kan være noget for andre i kraft af vores stærke team. Tempoet er nogle gange skruet ret meget op, og selvom vores fredage-aftner i sofaen næsten er blevet hellige, så kigger vi nogle gange på hinanden og siger: “hvor går tiden stærkt”, og vi har erfaret, at man godt kan savne hinanden, selvom man er sammen hver dag. Det kræver fokus at vende tilbage til hinanden igen, og det øver vi os på.
#15 Det sidste år har lært mig, at jeg stadigt må øve mig i overgivelse og tillid. Vise ham mine sår og dele af mig som jeg skammer mig over og opdage, at jeg stadig er elsket. Det handler også om mod til at turde lade sig blive set og elsket.
#16 At det er vigtigt at have det sjovt sammen.. “Er det ikke godt, at vi stadig kan lide hinanden efter alle de år?” Sagde vi til hinanden forleden. I sjov.. og måske også med en vis portion undren. Over at det kan lade sig gøre, men det kan det åbenbart, især hvis vi har det sjovt imens. Drille hinanden, lave sjov og grine så meget vi kan. Af os selv og hinanden. Ikke mindst af vores forskelligheder. “Se, naboen har fået en pakke” er en sætning David godt kan finde på at sige. Jeg kan ikke lade være med at drille ham – og med høj røst råbe udenfor: “Har I hørt det allesammen, naboen har fået en pakke?” (Her er ret mennesketomt). Og David svarer: “du er så flabet”, og så flækker vi sammen i grin. Fordi vi stadig kan lide hinanden efter 16 år. Tillykke bedste ven.
#17 Livet er nu. Fortiden er sket, fremtiden er vi ikke herre over. Livet er nu, dette øjeblik, dette sekund, denne time. Vi skal leve livet nu. Livet er skrøbeligt, værdifuldt og kan aldrig udskydes. I år har jeg erfaret livets skrøbelighed og dermed også erkendt, at livet er nu. Årene går. 17 år. David, nogle gange har jeg taget dig for givet, fordi du har været der næsten halvdelen af mit liv, men det er stort, det største, at du er ved min side. Du er min faste grund under fødderne. Tak for livet som vi har, lige nu.
Det er 11 år siden jeg startede denne blog. Det meste skriver jeg dog i dag direkte på min facebookside for bloggen. Men skrevet det har jeg gjort i alle de 11 år, og det har længe været en drøm at skrive en bog.
Det er en glæde at kunne fortælle, at jeg har skrevet en bog. Det er ikke helt gået op for mig endnu, men den udkommer i løbet af april 2024 – om alt går vel. Bogen hedder ‘Jeg ville ønske, at jeg var lettere at elske’ og handler om mine møder og venskaber med mennesker, der lever på kanten. I dag er første dag i en 30 dages kampagne, hvor man allerede nu kan forudbestille bogen – og på den måde får jeg midler til at kunne sende bogen til tryk.
Jeg er så taknemmelig for at have været nået hertil. Det har været en drøm længe. Måske allerede fra da jeg som barn foldede mine egne bøger, tegnede og skrev sætninger. Og ja, før det… hvor jeg sagde til min mor, hvad der skulle stå, fordi jeg ikke selv kunne skrive endnu.
Nu lever min drøm, og jeg håber, at du vil være med til at give den vinger:
I dag, præcis i dag, er crowdfunding-kampagnen skudt i gang! Det betyder helt konkret, at nu kan bogen forudbestilles, og når/hvis målet nås, så sættes bogen i produktion.
Jeg vil ikke skrive så meget mere her, for al info kan læses ovre på Kickstarter, som er den platform jeg har valgt at bruge til at sætte kampagnen i søen.
De næste 30 dage er det mit håb at komme så langt ud som muligt med budskabet om min bog. Jeg her spændt, lidt nervøs, men glæder mig også.
Du kærlighedens Gud!
Giv os at længes efter dig
af hele vort hjerte.
Og når vi længes,
da lad os søge dig
og finde dig.
Og når vi finder dig,
da må vi elske dig
og vende ryggen til alt ondt,
som du har frelst os fra
for Jesu Kristi skyld. Amen.
(Efter Anselm af Canterbury)
Jeg lagde mig under et æbletræ og opdagede, at jeg havde længtes efter tegn på liv.
Liv og livskraft, håb og glæde.
Jeg så op i kronen og opdagede den blå himmel bagved. Jeg smilede.
Kan du finde et sted at bo? Spurgte min mand.
For han ved, at når jeg fotograferer, så leder jeg efter huler og rum i motivet, og en dag, var der en, der sagde, at hun gerne ville bo i mine billeder.
Og imens jeg lå der og ledte efter æbletræets hemmelige huler, mærkede jeg en dyb længsel efter af flytte ind. At bo i foråret og i en evig skønhed.
Livet på jorden er så ødelagt, men når jeg ser op, opdager jeg, at der stadig er masser af liv og kraft.
Skærtorsdag.
Jesus siger:
“Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.” (Lukasevangeliet 22)
Jesus længtes.
I dag er der skærtorsdag og jeg vil sætte mig ved bordet.
For jeg længes efter dig, Jesus og den du er:
“Han læger dem, hvis hjerte er knust,
og forbinder deres sår.
Han bestemmer stjernernes tal
og kalder dem alle ved navn”
Når han sender sit ord, smelter sneen,
når han lader vinden blæse, risler vandene igen.”
(Salmernes bog 147)
I aften blev jeg mindet om, at jeg hører til. At jeg er elsket. Guds kærlighed er konstant og den er aldrig betinget af, hvad jeg formår at være. Den er der uanset, hvad jeg føler og ønsker jeg kunne være. Den er grunden til at jeg eksisterer. Jeg er skabt fordi Gud elskede mig først.
Jeg er taknemmelig for at have mennesker tæt på mig som genspejler noget af Guds kærlighed og elsker mig – også med mine sår.
Jeg tror på og erfarer, at “vi skal elskes frem” (som Emma Martensen, Sankt Joseph søster udtrykker det).
Vi blev skabt, fordi Gud elskede os først, og vi bliver til, når vi bliver elsket og elsker hinanden.
Det her er Adam, første gang vi mødtes var jeg i en lidt ubekvem situation, hvor jeg havde bevæget mig hen et sted jeg egentlig ikke burde være (jeg går ikke derhen igen, mor).
Her mødte jeg Adam, der som det første siger “det er den flotteste page jeg nogensinde har set”, hvorefter han i 10 minutter udspurgte mig om mit hår, hvor ofte det blev klippet og hvordan jeg glatter det… Det var kærligt og komisk på samme tid.
Da jeg møder ham nogle måneder senere er David og jeg på gaden for at dele julegaver ud. Vi møder Adam og han siger: “Det er jo dig med pagen..” og kigger på David og siger: “ja, man må jo gerne være stolt af sin dame, ik”.
Når han ser mig kan han godt finde på at sige: “du skal til frisøren, din page er ikke helt skarp…”
Det var også Adam der en dag sagde til mig: “Jeg takker Gud for dig og din frisørs rolige hånd”.
Adam har haft stofmisbrug i 20 år, han har prøvet lidt af hvert her i livet. Men det vigtigste der er at sige om ham, at han er et kærligt, sødt og vidunderligt menneske. Og så har han altid friske bemærkninger.
Han har sagt, at jeg gerne må dele dem med jer, fordi jeg har fortalt ham, at jeg skriver hans guldkorn ned.
I aftes sad David og jeg hos ham imens han var indlagt (han har det bedre nu) og jeg kunne ikke dy mig for at lave en fletning i hans hår imens han sov.
Da han vågnede og David fortalte ham om fletningen, blev han så forarget, at han tabte cola udover sig selv og udbrød: “Nej… du har bare ikke lavet en fletning i mit hår, så tror folk jeg er en hippie, der vil sidde i rundkreds og byde på en runde-fed”
Og da jeg i dag viste ham billedet her, så sagde han “jeg er bare ked af, at du ikke brændte den i enden”.
Imens vi sad ved sygesengen aede jeg ham lidt på panden, og han blev tryg og faldt i søvn. Vi bad også aftenbøn sammen.
Da han vågnede sagde jeg: “David og jeg er blevet enige om, at din pande er ligeså blød som en hundehvalps mave.”
Da vi sagde farvel, rakte han hånden frem for at røre min pande og konstaterede tørt: “Din er ligesom en gammel kanin”.
Adam er vild med David, han fortæller vidt og bredt alle om, at “bag mig og min næstekærlighed står der en mand, som er SÅ sej.” Han synes også David har den bedste frisure, men det må jeg ikke fortælle David, fordi han ikke må få for meget selvtillid… Til jul foreslog han, at David skulle have et spejl, så han kunne se på sine store muskler. Han siger om David: “Han har virkelig en kæk frisure – den er så god, at jeg bliver glad, når jeg ser ham og han drejer hovedet og svinger håret lidt.” Han vil gerne med til Davids frisør, så han kan få samme frisure.
Vi er vilde med Adam, og slet ikke i tvivl om hans kæmpe taknemmelighed og kærlighed til os. Han siger han er så stolt af at have os som venner – og vi er også stolte over at være hans venner.
Det går begge veje
I dag sagde han: “jeg kan godt være et godt menneske, selvom jeg tager stoffer” og jeg kunne af hele mit hjerte sige: JA!
Jeg er glad for, at han har det bedre og håber og beder om det bedste for ham, for vores venskab med ham er først lige begyndt. Og der er så mange guldkorn og fantastiske stunder i vente.
(Navn, foto og citater er bragt med tilladelse – og han er meget stolt over det. Kommentarer gives videre til ham. )
Jeg skriver på en tekst om nærvær.
Det nærvær som kan opstå i mødet mellem os og som sætter tydelige spor. Vækker liv.
“Nærværet er min vigtigste opgave”, svarer jeg, når folk spørger, hvad jeg foretager mig på gaden og i mødet med mennesker.
Nærværet er det vigtigste, jeg kan give et andet menneske. At komme tilstede. At blive opmærksom. Se. Mærke. Lytte. Møde den anden.
Nærvær er nutid. Det foregår nu og kan kun foregå nu. Man kan ikke kompensere for et nærvær, der skulle have været der.
I nærværet bringer jeg hele min opmærksomhed hen på mit medmenneske.
Nærværets budskab er kraftfuldt: Jeg ser dig. Jeg vil møde dig. Det er godt du findes. Det er godt du er her!.
Det menneske som føler sig uværdigt til kontakt og kærlighed eller som finder destruktive måder at få opmærksomhed, er ofte det menneske som har allermest brug for vores nærvær.
Gennem øjnene, der er vores vigtigste redskab i nærværet, kan vi se og møde et andet menneske. Vi kan give den gave at bekræfte det andet menneskes eksistens.
Jeg er her nu. Skal vi mødes?
Være her.
Et øjeblik eller en evighed.
Må jeg sidde hos dig?
Være sammen med dig
med mange eller få ord.
Jeg ser dig, jeg giver dig min opmærksomhed.
Jeg ånder ind, ånder ud
Skaber plads i mig,
så jeg kan møde dig.
Lige nu er alt.
Være her.
Være nær.
I nærværet kan vi komme til kort. Mærke vores egen træthed eller manglende evne til at være tilstede. Vi må være hjemme hos os selv for at kunne møde den anden.
Jesus er nærvær. Der hvor Jesus møder mennesker opstår der et nærvær som forandrer menneskers liv. Den der bliver mødt af Jesu nærvær kan blive nærværende i sit eget liv.
Midt i menneskemængder,
blandt fordømmende blikke,
ved en brønd i bagende sol,
omgivet af mænd, der vil stene en kvinde,
hos en mand, der er kravlet op i et træ,
lige der møder han mennesker med sit nærvær.
Han lader de andre i baggrunden for at møde det menneske som længes efter at blive set.
Nærværet er en gave vi kan give hinanden.
Gennem vores tilstedeværelse og nærvær, viser vi vores medmenneske, at vi tør være tilstede i det som findes nu. I det, der gør ondt, i det der fremkalder afmagt.
Vi tilbyder at være her nu.
Vi flygter ikke. Vi bliver.
Jeg læner mig ind i Guds nærvær, det nærvær som overgår alt, hvad jeg kan præstere.
Et nærvær, der bliver, når mit nærvær ikke rækker, når jeg må gå og når min opmærksomhed er træt.
Jeg kan møde et menneske med nærvær så godt som jeg kan.
Men Guds nærvær er et indefra-nærvær, der kan møde et menneske og for altid bekræfte det menneskes eksistens
Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har i trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.
– Jesus
(Johannesevangeliet kapitel 16, vers 33)
For nogle år siden talte jeg med et menneske, der hjalp mig til at åbne en dør. Hun lyttede til min smerte, gav mig plads til at være og bad for mig. Dette møde blev et vigtigt skridt i en ny rejse. En rejse i nådens landskab.
Under bønnen så jeg et billede for mit indre blik. Et indre billede af et landskab. Jeg så mig selv i landskabet, som en der var på vandring.
Landskabet var kæmpe stort. Jeg fik følelsen af, at jeg i dette landskab kunne bevæge mig fuldstændig frit. Her kunne jeg gå rundt, udforske nye veje, prøve ting, fejle, falde og rejse mig igen.
Jeg opdagede, at det var nådens landskab.
Uanset hvor jeg kiggede hen, så var der plads nok. Jeg lagde mærke til, at uanset hvor jeg var i landskabet var jeg milevidt fra kanten. Ja, måske var der slet ingen kant? Jeg kan ikke visuelt forestille mig noget uendeligt, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg aldrig ville kunne nå ud til kanten af landskabet.
Det er den modsatte følelse, skammen ofte har givet mig. En frygt for at falde udover en kant. At jeg ikke ved, hvornår grænsen er nået for andres tålmodighed med mig. At jeg ikke ved, hvornår jeg bliver dømt ude af mig selv eller andre.
Skammen giver en frygt for at træde forkert, det føles utrygt at være til og svært at trække vejret. I skammens landskab går jeg frygtsomt afsted. Med tunge byrder og altid i frygt for at træde forkert, falde og nå kanten.
At vandre i nådens landskab, i Guds nåde, er alt det modsatte. Det betyder at kunne ånde og leve frit!
Jeg må få lov at bevæge mig frit, få lov at fejle – fordi det gør jeg som menneske igen og igen – og alligevel falder jeg aldrig ud af Guds kærlighed og nåde.
Nådens landskab er uendeligt, og jeg kan gå der resten af mit liv.
Jeg vil bo dét sted! Jeg vil leve i nådens landskab. Der, hvor jeg tør være mig selv, der, hvor jeg kan møde min Gud, som altid kommer mig i møde. Der kan jeg afprøve nye veje, snuble, falde og løbe væk – og alligevel er jeg i nådens landskab og altid hjemme hos Ham.
Guds kærlighed og nåde griber os – i nådens landskab kan vi falde og blive rejst op igen!
Der er nåde nok til en evighed, her må vi leve og ånde frit.
I dag skal jeg sidde i min sofa og hvile mig. De sidste 3 dage har jeg været på gaden i nogle timer.
“Hvornår føler du dig mest levende?” spørger Helene Lindberg mig i podcasten ‘Ærlig proces’. Jeg svarer hende:
“Jeg føler mig mest levende, når jeg bruger mig selv. Når jeg kan mærke, at jeg påvirker en samtale eller situation, at jeg får skabt et nærvær eller jeg er i en samtale, hvor jeg kan mærke, at der er noget på spil.. ‘gad vide, hvad det er?’ Jeg vil gerne vide mere om det og får åbnet den dør, og få spurgt ind til det, og jeg kan mærke, at det vækker noget i det menneske, jeg taler med.”
Jeg kan mærke, at jeg lever, når jeg får lov at sætte aftryk og være skabende. Både gennem det at skrive og ikke mindst i relationer, hvor jeg opdager, at jeg med med min tilstedeværelse kan frembringe et smil i et ansigt, kan sige ord, der får skuldre til at falde ned eller skabe rum for tillid. Det er der jeg føler mig mest levende. Hvornår føler du dig allermest levende?
Det er også når jeg bruger mig selv, at jeg bruger meget energi. I går var jeg flad, da jeg kom hjem, efter at have brugt mig selv til at støtte en person, der stod i en svær og ubehagelig situation. Min krop og mine sanser var på arbejde. Jeg følte selv smerten og uroen og det krævede, at jeg fandt både nærvær og styrke frem. Det er livgivende og samtidig krævende at være ved siden af et menneske, der næsten ikke kan være i sig selv. Da forsøger jeg i min kropsholdning og med min stemme at signalere: “Jeg er her. Du er helt okay”.
Da jeg kom hjem i går var jeg træt efter at have brugt mig selv. Da min mand vækkede mig i morges, sagde jeg flere gange: “Væk mig om en halv time.”
Derfor sidder jeg i min sofa i dag. Lader op. Skriver. Taler i telefon. Skriver lidt mere. Spiser noget dejlig nærende frokost. Lytter til sangen “Cornestone”, hvor teksten lyder: “Weak made strong in the Savior’s love. Through the storm. He is Lord, Lord of all.”
Jeg føler mig levende. Og træt.
Du kan lytte til min samtale med Helene i podcasten ‘Ærlig proces’ herunder eller i din podcast-app: https://podcasts.apple.com/…/18-kamilla…/id1614419030…
Eller til episoden, hvor Helene reflekterer over vores samtale:
“Efter samtalen med Kamilla Jakobsen sidder Birgitte og Helene ved stranden og reflekterer over at finde sin plads, at der plads til os alle og lidt om fugle.”
Må Gud velsigne dig med ubehag over lette svar, halve sandheder og overfladiske relationer, så du kan leve dybt i dit hjerte.
Må Gud velsigne dig med vrede over uretfærdighed, undertrykkelse og udnyttelse af mennesker, så du må arbejde for retfærdighed, frihed og fred.
Må Gud velsigne dig med tårer for dem, der lider under smerte, afvisning, sult og krig, så du kan række dine hænder ud med trøst til dem og vende deres smerte til glæde.
Og må Gud velsigne dig med nok tåbelighed til at tro, at du kan gøre en forskel i denne verden, så du kan gøre det, som andre påstår, ikke kan lade sig gøre.
Amen
(Marlene Foxs’ firfoldige velsignelse 1985)