At elske er

I dag har David og jeg 5 års bryllupsdag, og i den anledning vil jeg dele et digt, som vi læste op til vores vielse. Det udtrykker et perspektiv på kærlighed, som jeg finder både opløftende og udfordrende. Der er nye skridt at gå sammen resten af livet:

At elske er at træffe en beslutning fra dybet af sit indre.
Fortsat at elske er, konsekvent og vedholdende,
at stå ved sit valg, og til stadighed sige ja til det, man har besluttet.

Kærligheden koster i sin yderste konsekvens alt,
kræver alt af os, og forlanger ubarmhjertigt,
at vi uden forbehold overgiver os til den anden.

Kærligheden fødes dagligt i os, når vi vælger at gi’ afkald på livet,
som noget, vi personligt har råderet over, for at række ud over os selv,
og leve på kærlighedens betingelser:
ikke at ville forandre, men at acceptere
ikke at ville eje, men at gi’ af os selv ikke at binde, men at slippe.

”Den, som tør miste sit liv skal vinde det…”  siger Jesus.
”At vove er at miste fodfæstet for en tid – ikke at vove er at miste livet for altid,” konkluderer Søren Kierkegaard.
At elske et andet menneske må være livets største vovestykke.

Kærligheden ikke bare tåler sandheden – den lever af den!
Også forskelligheden trives i kærligheden.
Hvor der er kærlighed og accept vil to
være mere helstøbte end én.
I et fællesskab, hvor ingen søger sit eget,
vil to kunne udrette, hvad én ikke magter.

Ofte tænker vi på kærlighed og vrede som
to uforenelige størrelser.
Derfor siger vi: ”Jeg elsker dig, men jeg er vred på dig”.
Hvor kærligheden er til stede, er det muligt at sige:
” Jeg elsker dig, og er vred på dig.”
Kærlighedens modsætning er aldrig uenigheden – men altid ligegyldigheden!

I kærligheden trives drømmen om det fuldkomne,
side om side med styrken og viljen til at vandre sammen med,
og at elske, det ufuldkomne; nu og her, og under de forhåndenværende omstændigheder.

”Hvis en mand gav al sin rigdom bort for
kærlighed, ville man da ringeagte ham?” (Kong Salomons højsang)

For at bevare det kærlighedens kim som er
nedlagt i dit hjerte, må du til stadighed gi’
bort af dine personlige”rigdomme”:
Retten til at ha’ ret, til at mistro, til at bebrejde,
til at være i centrum
– og ingen vil kunne ringeagte dig for det,
for tør du opgi’ den ret, vil det blive til rigdom og velsignelse i dit liv.

Digt af Jeanette Munksbøl