Føl dig hjemme i min kærlighed

I går fandt jeg den smukkeste oversættelse af et stykke fra Johannesevangeliet, som jeg faktisk i forvejen kendte ret godt. På dansk er det:

“Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.” Det er Jesus der siger det.

På Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, hvor jeg har studeret og arbejdet, står der over hoveddøren “Bliv i min kærlighed”. Det er en sætning jeg har holdt meget af at grunde over og forsøge at hvile i. At blive der i kærligheden, også når jeg går ud af hoveddøren og møder livets udfordringer. Ikke at hoppe over i frygten eller mismodet, men at blive i kærligheden.

I går læste jeg så en oversættelse af samme vers fra en engelsk oversættelse og jeg blev blæst helt bagover:

“”I’ve loved you the way my Father has loved me. Make yourselves at home in my love. “

Frit oversat: “Jeg har elsket jer som min far har elsket mig. Føl jer hjemme i min kærlighed”

En lidt anden nuance, der fik mig til at stoppe op. “Føl jer hjemme i min kærlighed.”

Hvor føler du dig hjemme? Hvornår føler du dig mest elsket?

Det er også en invitation i sætningen – en invitation til at gøre (make) sådan, at man føler sig hjemme. Måske en invitation til at lade maskerne falder, smide benene op, være sig selv? Hvem er vi, når vi føler os allermest hjemme? Og hvor kan vi være os selv?

Jeg har brug for kærligheden, for at svøbe mig i den, og jeg har brug for at føle mig hjemme i den, for nogle gange flygter jeg og bliver fremmed for den, og tror, at jeg skal være en anden en den jeg er, førend jeg må komme hjem.

“Føl jer hjemme i min kærlighed”.
– Jesus