Havet og håbet

I går besøgte jeg havet.

Stranden var fast og fin af bølgernes kærtegn. Helt ny og uberørt.

Det gik op for mig, at jeg var vidne til en skabelsesproces. Et nyt hav, en ny vind, en ny strand.
Måden sandkornene lå på, måden bølgerne rullede og vinden blæste. Det hele var velkendt, og dog så nyt og anderledes.

En ny tilstand. Et tegn, der vidner om, at der kan skabes nyt ud af allerede eksisterende elementer.

Jeg blev ramt af forundring over at se det nye rulle frem for øjnene af mig.

Det gav mig håb. Tanken om, at der er mere at se, mere at erfare og opleve, også når livet føles som om, at det er gået i stå eller i den forkerte retning.

Det nye er i gang med at skabes, transformationen er i gang. Også når processerne foregår i det skjulte.

Allerede og endnu ikke.