Tro og spiritualitet

Jeg er Julen, jeg ønsker at fortælle dig at..

For nogle dage siden opfordrede Majbritte Ulrikkeholm til at ‘skrive julen frem’ gennem en skriveøvelse, der går ud på at lade eventyret lege i os, ved at forestille os, at vi ER det vi gerne vil beskrive og lader det tale igennem os. Og Majbritte opfordrede til at skrive under overskriften “Jeg er Julen, og jeg ønsker at fortælle dig at..”

Jeg satte mig og skrev i 10-15 minutter, og har i dag skrevet lidt videre. Her er en lille julefortælling:

Jeg er Julen, jeg ønsker at fortælle dig at: 
Jeg ikke er nærig, jeg er for alle.
Jeg er ikke kun for dig, der har råd til gaver,
jeg er også jul for dig, som er fattig.

Jeg ved, at jeg er en tid, der vækker dine følelser til live.
Både af forventningsfuld glæde og gammel sorg.
Om det der var engang,
om det du ikke kunne klare,
om dem der forlod dig.

Jeg er der, uanset hvad du føler.
Midt i din sorg, i din ensomhed, i din købetrang,
vil jeg vække din drøm.

Du er ikke alene,
jeg er hos dig.

Jeg er barnet i krybben, kan du høre min gråd?
Jeg er englen på marken, der siger:
‘Se jeg forkynder jer en stor glæde,
som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by;
han er Kristus, Herren’*

Jeg er julen,
jeg er barnet, der kommer med evig glæde og fred,
som ‘solopgangen fra det høje, der kommer for at lyse for dig,
der sidder i mørke
og i dødens skygge
og lede dine fødder ind på fredens vej’*

Jeg er barnet i krybben,
kan du se, at jeg smiler til dig?
Vil du åbne dit hjerte og lade min kærlighed fødes i dig?

Jeg længes efter dig.

____________________________________
*Bibelcitater:
Lukasevangeliet kapitel 2, vers 10-11
Lukasevangeliet kapitel 1, vers 78-79

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply