Jeg skriver

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text _builder_version=”3.10.2″]

Jeg forsøger at få skrevet lidt hver dag. I dag læste jeg det fantastiske udsagn: Den eneste vej til at skrive er at skrive.

Så jeg skriver. Også når jeg ikke helt, hvad jeg skal skrive.
Jeg har stadig en bogdrøm i maven, og jeg har mange tekster, som lige nu flyver lidt rundt over det hele. Mit skrivekursus på Ærø i slutningen af august med forfatter Charlotte Heje Haase gav mig et boost, og jeg skal snart på kursus med Charlotte igen, der også tidligere har været min skrivementor.

At have andre skrivende mennesker i mit liv gør, at jeg bliver holdt til ilden og bliver ved med at skrive.

Jeg har skrevet næsten hele mit liv, faktisk også før jeg kunne skrive. Så lavede jeg små bøger med tegninger og bad min mor om at skrive de historier ned, jeg gerne ville have ud.

At skrive kan noget særligt for mig. Det forløser. Det er der, hvor jeg bearbejder, forstår min egen historie, ejer den og lader den få vinger. Faktisk handler det en del om at sætte mig selv fri.

Dengang jeg drømte om at lave en blog, var jeg bange for at gøre det. Bange for at skulle skrive noget som andre skulle læse. Jeg ventede 2 år på at få mod, og jeg husker stadig den fornemmelse af sende noget ‘derud’. Mit første blogindlæg handlede om at være elsket.

Men jeg vil helst ikke skrive for at blive elsket, selvom der er en vis anerkendelse i det. Jeg skriver bedst, når jeg føler mig fri til at være mig og oplever, at det ‘den sande udgave’ af mig selv, der forbinder mig mest med andre. Så opstår der noget magisk. En forbundthed med dem, der læser det jeg skriver. Et fællesskab.

Nu møder jeg af og til mennesker, der takker mig for noget jeg har skrevet. Og jeg takker mig selv for, at jeg turde.

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]