På gaden med håb

Det sværeste for mig ved at være tæt på mennesker, der lever på gaden, kæmper med misbrug, psykisk sygdom og sociale problemer, er når det menneske bliver afvist, misforstået eller har det for dårligt til at kunne modtage den hjælp, der er i de etablerede tilbud og institutioner. For dårligt til at modtage hjælp, spørger du? Ja, det er ikke ualmindeligt, at mennesker på bunden under bunden, afvises i psykiatrien eller på eksisterende tilbud, fordi de ikke passer ind der. Hvor økonomi, ressourcer, menneskelig faglighed og kompetence åbenbart ikke rækker til at kunne imødekomme disse menneskers behov? Hvilket medfører, at dette menneske endnu engang efterlades med oplevelsen af: der findes ikke et sted til mig, jeg må ikke være her, og føler sig opgivet.
Det er det sværeste at se. Det er i de situationer, hvor jeg mærker frygten og jeg får lyst at løbe skrigende væk og sige: jeg vil ikke se mere, jeg vil ikke høre mere, jeg vil ikke vide det! Jeg føler håsbløsheden stærkt og føler mig fuldstændig afmægtig.
For er det virkelig sådan, at der er mennesker, der ikke kan hjælpes og må opgives og kun har en fortsat deroute i udsigt, fordi der ikke er mere at gøre? Menneskeligt set.
I de situationer mærker jeg magtesløsheden, håbløsheden, frygten, og er på nippet til at gå med.
Men jeg har erfaret, at min kamp ikke skal være med eller i mod systemet, til den kamp vil jeg pege på andre, fx Gadejuristen, der hver dag kæmper for socialt udsatte og deres vej i systemet. Og så findes der mange dygtige og dedikerede fagpersoner som gør, hvad de kan.
Men det skal vitterligt ikke være min kamp, jeg har ikke kræfter til at kæmpe mod eller med systemet. Det gør mig søvnløs og jeg ville brænde ud med tiden.
Jeg skal noget andet. Jeg skal først og fremmest være ven. Det lyttende øre, smilet, hånden på skulderen og nærværet. Jeg skal bruge mig selv som jeg kan bedst, når jeg får lov at række det videre jeg har fået, og tro på, at det er et udtryk for Guds kærlighed. En kærlighed uden modkrav. En kærlighed som sprænger alle menneskelige rammer. En kærlighed, der elsker nyt liv frem.
Håbet er at tro på, at lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke! Det er det julen handler om. Et barn, der kommer med fred til jorden, helbredelse og håb!
I aften går jeg, sammen med to andre, igen på gaden for at dele suppe ud og møde gadens folk. De har nok at slås med og det er koldt.
Jeg ønsker at Jesus går med, og min bøn er, at vores handlinger, bøn og blikke siger det vigtigste: Du må være her, du er elsket, du bliver aldrig opgivet! Der er håb for dig!
Og jeg pakker nybagte boller med smør i tasken og glæder mig til at gå med håb.