I går vurderede min arbejdsleder, at jeg sandsynligvis havde det, der skulle til, da han så mig binde mine snørrebånd: “Du ser ud til, at du er hurtig på fingrene” sagde han. Jeg smilede og svarede “ja”. Han fortsatte: “Du skal have lov at prøve at komme i multi-pak”. Og så hjalp han og de andre mig vikarer i gang med at lægge skiftevis 2 og 4 poser ostepops på et samlebånd. Sidenhen stirrede jeg på et transportbånd med ostepops i 2 timer, da der var fundet en fejl, som vi skulle fjerne. Imens vi sad der kunne jeg fornemme, at min kollega gerne ville snakke. Og det kan godt være svært i larmen af maskiner. Men vi råbte til hinanden, imens vi stirrede på ostepopsne.

De der kender mig ved, at jeg ikke er vild med small-talk, men når jeg har mit vikartøj på – og den gule hue, så føles det på en måde anderledes. Vi kan ikke dømme hinanden på, hvem vi er, for vi kan kun se ansigterne. Og her på gulvet er vi alle i gang med at udføre en opgave, som trods det handler om ostepops, føles vigtig. I larmen forsøgte jeg så godt jeg kunne at lytte, stille spørgsmål og holde samtalen kørende. Og når, der var stille, så tænkte jeg på min blog, mine skriblerier, på den bog jeg er ved at skrive, jeg nynnede lovsang og blev tom indeni.

For det er også rart ved den slags arbejde. Det er simpelt. Og når det går allermest stærkt som i “multi-pak”, så er der ikke tid til at tænke en tanke andet en “2 / 4 / 2 / 4 / 2 / 4 ” og sikre, at det rigtige antal bliver lagt nogenlunde ordenligt. Hænderne arbejder, ligesom når jeg rammer en nerve, når jeg skriver.

Måske er drømmen at kunne leve af at blogge, skrive, podcaste og hjælpe andre i gang med det samme, men indtil nu er jeg taknemmelig for, at jeg har begge verdener. Det ene udelukker ikke det andet, men understøtter måske netop hinanden, tænkte jeg lidt over, imens jeg stirrede på ostepopsne, der flød forbi i lange baner.

Til de nysgerrige: Ja, man må gerne smage! I går fik jeg en rundtur på fabrikken og smagte nylavede varme chips direkte fra båndet. Altså jeg har jo en svaghed for salt og chips, men heldigvis har man for travlt til at spise for mange.

Ps. Billedet ovenfor er fra vores farvel-fest, da vi for 2 år flyttede fra Kbh. Der var selvfølgeligt ostepops og  her har jeg berettet lidt om mine ideer til festen.

Det her viser meget godt, hvordan mit spirende liv som selvstændig ser ud. Projekter, ideer og kreativitet på den ene side. Ro, langsomhed og tid til at være på den anden side. De sidste 22 dage har lært mig:

1# Friheden føles fantastisk. Jeg kan følge min energi og kreativitet. Det betyder, at når jeg om lidt har udgivet dette indlæg og har svaret på mails, måske tager en lur, vasker trappen eller læser i en biografi om Astrid Lindgren. I aften skal jeg nemlig på arbejde som vikar, så indtil da vil jeg slappe lidt af og få arbejdet en smule på computeren.

2# For nogle dage siden blev jeg ramt af usikkerhed. Og fik tanken: “Hvad er det lige du har gang i?” Som om, at mit arbejde og min passion skulle være så vigtigt, at jeg skulle sige nej til et fast job for det, sikke noget pjat!” Jeg kunne mærke den begyndende frygt og ængstelse, også over, om jeg ville kunne have en stabil indkomst… og og og. Du ved, så kører tankerne derudaf.
Jeg tog frygten i hånden og skrev 4 kolonner i min kalender, hvor jeg inddelte alle mine arbejdsopgaver i kategorier: Min blog/kunde 1 / kunde 2 / Min bog – og så skrev jeg opgaverne ned. Jeg gjorde dem vigtige og gav dem værdi, for det er de!. Og jeg tog mig selv alvorligt. Og så fik jeg taget hul på opgaverne, som jeg jo elsker at lave, men som samtidig pludseligt var forbundet med en slags frygt.

3# Det er gået for mig, at der har været en naturlig og god proces til, hvor jeg er i dag.  I min seneste podcast-episode, viser Bente en lille smagsprøve på, hvordan refleksiv lytning kan se ud, da hun lytter til min beretning om min vej til at blive selvstændig. Der gik det op for mig, at selvom jeg har haft drømmen længe, så har jeg ikke sprunget ud i det før jeg var klar, og det er jeg taknemmelig for. De ting jeg er i gang med nu, har jeg drømt om at gøre i mange år, jeg har taget en uddannelse, haft jobs, været i virksomhedspraktikker og midt i det, der måske så lidt kaotisk ud dengang, så har jeg fundet min vej. Nogle af de ting jeg arbejder på nu, som fx min bog, har været undervejs i årevis. Nu ser jeg, at det begynder at bære frugt, og det er skønt at opleve.

4# Jeg kunne godt gå hen og blive ret forfalden til at arbejde hele tiden. Jeg er der ikke nu, men jeg skal holde mig selv i ørene.  Derfor var også tiltrængt, at jeg i går fandt en en biografi om Astrid Lindgren, som jeg er i gang med at sluge. Selvom jeg elsker det jeg laver, viser al erfaring og to sygemeldinger i bagagen, at jeg selvfølgeligt skal trække stikket og give min hjerne ro indimellem. Det gør jeg allerbedst ved at gå tur, se netflix, tage en eftermiddagslur og læse noget, der ikke kræver det hele store af mig. Så det sørger jeg for at prioritere.

#5 Som direktør i firmaet (jeg kalder også mig selv kantinedamen, rengøringsdamen og HR-chefen) så er det mig, der sætter reglerne. Den kan godt være lidt svært at sluge for min indre kritiker, der ikke vil stikke ud. Det betyder blandt andet, at jeg har tilladt mig selv (efter diskussion med kritikeren), at jeg ikke sætter mit telefonnr. på den hjemmeside, jeg er ved at lave til min virksomhed. Hvorfor? Fordi jeg simpelthen hader at bliver ringet op sådan uanmeldt. For det første er jeg slet ikke vild med at tale i telefon, og for det andet skal jeg gerne være mentalt forberedt, før jeg kan være “på”. For mig svarer et telefonopkald nærmest til, hvis en perosn dukkede op i min hoveddør og ville kræve et svar af mig her og nu (hermed har jeg også røbet, hvad jeg synes om uanmeldte besøg!!!).
Jeg har besluttet mig for, at hvis folk vil i kontakt, så må de hjertens gerne sende en mail, før vi eventuelt mødes eller taler i telefon (når jeg har forberedt mig!). Det føles rart – og for min indre kritiker – også lidt uvant.