Mad & drikke

SU-venlige økologiske opskrifter

Vi er glade for at byde velkommen til David Jakobsen. David er deltager i Generation Ø’s øko-eksperiment, og vil dele sine afprøvede, SU-venlige økologiske retter med os (ikke flere tilægsord i dén sætning!)

Pænt goddag til jer læsere på Herrens mark! Mit navn er David. Jeg er vild med at lave og spise mad, og især økologisk. Og så er jeg forresten gift Kamilla her fra Herrens mark.

Jeg er så heldig at være blevet udtaget til “Øko-eksperimentet”, som Økologisk landsforening står bag. Vi er 3 unge (unge blev der sagt!), der afprøver en række økologiske budgetvenlige opskrifter i løbet af vinteren og deler vores tanker om dem ovre på Generation Ø’s facebookside.

Og her får du altså mine favoritter, som i dette tilfælde alle er 99 % økologiske. Du kan jo starte med den procent, der giver mening for dig :)

Hjemmelavet spicy kebab i wraps
Min klare favorit i rækken af opskrifter var den her omgang kebab i en lækker pandestegt dürümrulle. Opskriften kommer fra økomadbloggeren Jimmy hos home whole meal og du kan den finde her. Jeg er svært begejstret for en dürüm med kebab, og den her var om ikke den ægte varer, så rigtig pænt derhen af.

Kebab i Durum

Vi brugte Urtekrams Emmer- og speltmel, men når vi en dag skal lave dem igen (for det skal vi uden tvivl), vil jeg prøve med Kamutmel (eller Kæmpedurummel som det også hedder), som giver et meget luftigt brød, selvom det er fuldkorn.

Kartoffelporresuppe og brændende kærlighed
Sidste uge bød på to retter med kartofler, to skønne klassikere, som er perfekte til (er vi ude i 3. dag nu?) med blæst og regn. Du finder opskrifterne her. (Jeg købte en lækker øko-fond, og fik vist hældt lidt for meget i, så den var rigeligt salt. “Smag til undervejs” bør være mit nytårsforsæt, hvis du spørger Kamilla.. og jeg giver hende ret..)

Kartoffelporresuppe bacon karse

Jeg vil virkelig anbefale dig at unde dig selv Hanegals øko-bacon. Den smager fantastisk, og så er den fra en glad gris, der er blevet kildet på maven af græsstrå og har mærket østenvinden i næseborene!

Kartoffelboller 
Det var ikke en del af forslaget fra øko-eksperimentet, men jeg kunne godt finde på at bage de her kartoffelboller til den lækre suppe. Især hvis jeg havde en rest kogte kartofler tilovers. Bollerne er rigtig saftige og lækre. Opskriften kan du finde her.

wpid-dsc_1469.jpg

Bagt avokado med æg og tomatsalsa
Kamilla har drillet mig op til hundrede gange med, at da hun og jeg blev kærester for godt 8 år siden, så anede jeg ikke, hvad en avokado var. Nu kan nogen måske også drille mig med, at jeg ikke har smagt bagt avokado før nu, men det skal de så være velkomne til. Jeg synes det var overraskende lækkert, især fordi konsistensen bliver ret cremet. Opskriften finder du hos Sofies spisekammer.

Bagt avokado med æg

Jeg brugte resten af salsaen i en omelet til morgenmad dagen efter, det var rigtig lækkert.

Muffins med æble og kanel
Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, æblet er den kedeligste frugt i skålen. Med mindre det er af en mega saftig pink lady eller lignende sort. Men når de skal i en kage, så gør det lige an! Kamillas kollegaer var da også svært tilfredse. Valdemarsro.dk har udviklet opskriften, som du finder her.

Æblemuffins med kanel

Jeg håber, du blev inspireret.

God kogelyst!

Selvkærlighed

Regn på ruden, te i kruset og ord der varmer

Der er regn på min rude.

Heldigvis befinder jeg mig på den tørre side.

Jeg er sløj i dag, og nu er det ikke, fordi jeg nyder at være syg, men det giver mig dog mulighed for at pleje mig selv, hvilket jeg gerne vil blive bedre til.

Der er derfor kosttilskud, sund mad og te med honning på menuen.

the med honning

Se lige den her smukke honning, som Tina har bragt hjem til mig fra Grantoftegaard.

IMG_0629honning 2honning 3

Udover teen, har jeg også nogle gode ord fra Margareta Melin at varme mig på.
De er fra hendes bog “Vær den du er!”

“Der er ingen modsætning
mellem det at tænke på sit
eget bedste og på andres.
Den, som tager imod
meget, har meget at give.

Den der er lydhør og fuld
af respekt overfor sit eget
indre, kan også være det
overfor andre.

Kun det jeg gør indefra,
af fri vilje, er meningsfyldt,
er godt – er kærlighed.

Når jeg gør det gode, jeg vil,
når jeg vil det, jeg gør,
da er jeg ét med mig selv,
da er jeg hel,
da er jeg fri,
da er jeg JEG.”

Hverdagslykke

Derfor elsker jeg Bertram

Vi fik Bertram da han var 3-4 måneder. Vi hentede ham hos en sød pige, der havde taget ham med hjem fra et internat,  hvor hvor han var på nippet til at blive aflivet, fordi der ikke var en ejer til ham.

Nu er Bertram vores familiehund, som bor hos min mor.  Han han kan være en vildbasse, men mest af alt så er han sød, kær og sjov. Og klog! Måske endda særligt klog på, hvad der gør livet godt:

Bertram mener, at vi skal bevæge os hver dag uanset vejret. Hvis vi tvivler på det, henter han sin snor og vores sko – og vi bliver overbevist!

IMG_0441

Bertram insisterer på at lege hver dag, og han får os til at lege med

IMG_0485

IMG_0471

Bertram er ikke bleg for at stikke snuden i ting, han ikke kender, for måske viser der sig noget nyt og spændende…?

IMG_0459

Han ved, at andre gange er det fint at observere det der sker og holde sig tæt på dem, man er tryg ved

IMG_0436

Når man har løbet langt og meget og adrenalinen pumper i kroppen, så skal man huske at stoppe op og puste lidt ud

IMG_0482

Bertram ved, at hvile er vigtigt og tager en lur, når han har brug for det

IMG_0339

Det var jo det jeg sagde, Bertram har forstand på livet.

Hverdagslykke

Tilbageblik på 2014 og drømme for 2015

2015 er over os, og det har fået mig til at se tilbage og drømme nyt.

Jeg tænker med glæde tilbage på:
At jeg blev færdig med mine studier. 17 års skolegang var tilvejebragt, og jeg stod med den fine diakonissenål i hånden og kunne kalde mig selv professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation. Siden har jeg nydt at have fri, sådan rigtigt fri, på aftner og i weekender, uden tanke på om der var noget, jeg kunne læse op på.

Ost! Af en eller anden grund var noget af det første, der dukkede op ved ransagelsen af 2014 – mindet om en blød, cremet, vidunderlig trøffelost! David og jeg stiftede bekendtskab med den, da vi holdt et overdådigt ostebord for mine svigerforældre. Ost var også på menuen til Davids fødselsdag i september:

Ostebord fødselsdag

2014 var også året med mange nye mennesker i mit liv, da David og jeg skiftede kirke. Jeg har fået øvet mig i kunstarten “smalltalk”, og det har ført til mange nye bekendtskaber (som introvert er det lidt af en sejr!)

Kærlige, omsorgsfulde mennesker har velsignet mit år, og jeg er dybt taknemmelig

David og jeg har grinet meget i år. Vi har en hel kavalkade af morsomme oplevelser, vi kan grine af igen og igen! Det er en velsignelse at have ham at dele både sorger og glæder med.

2014 var også året, hvor jeg for alvor genfandt min glæde for at skrive (som studerende nød jeg det sjældent), jeg sprang ud som blogger på www.kamillamaria.dk  og i december med påherrensmark.dk.  Jeg nyder at dele mine skriblerier og billeder med verden!

Grantoftegaard Pederstrup Økologi

I 2015 drømmer jeg om.. 
Om at få en have eller måske en mark? Jeg vil have traktorkørekort og lære at dyrke økologisk.  Jeg skal spise mere ost og dyrke mere yoga. Jeg kommer til at se min nye niece/nevø for første gang, og jeg glæder mig! Jeg drømmer om flere læsere til bloggen og endnu flere hyggelige stunder med at skrive.

Mad & drikke

Til husmoderen! “Lad vær med at lave Marcipan af Kartofler og Florsukker..”

Juledagene er ovre, og konfektskålen er næsten tom herhjemme hos os. I år har jeg især smovset citronmarcipan.

(Selvom du måske allerede har fået nok marcipan, så får du altså opskriften her, de her kan nemlig laves året rundt!
400 g marcipan røres med revet skal af 4 usprøjtede/økologiske citroner og saft af 1 citron. Marcipanmassen rulles til små kugler . 400 g  hvid chokolade smeltes og kuglerne overtrækkes med den hvide chokolade, og pyntes med smeltet mørk chokolade. Det smager friskt og sødt på samme tid!)

DSC_1701_1_1

Da jeg besøgte min mormor for et par dage siden, gav hun mig kogebogen: “Jule mad, knas og bagning” af Kirsten Hüttemeier. Bogen er fra 1943, altså fra under 2. verdenskrig, hvilket giver visse udfordringer for juleforberedelserne.

wpid-wp-1419953905286.jpeg

Hüttemeier begynder bogen med ordene: “Ogsaa i aar skulle vi gerne kunne fejre en hyggelig Jul – og hvad er en Jul uden Knas, hjemmebagte Kager og dejlig Julemad!” og hun fortsætter:

“Naturligvis er der en Del Vanskeligheder at overvinde, men min lille julebog er netop skrevet med henblik Herpaa”

Julebogen giver gode råd til, hvordan man kan bage uden sukker, hvedemel, mandler og smør, som det var knaphed af under krigen.

Det er især tydeligt, at manglen på mandler er et ømt punkt, og Hüttemeier kalder Marcipan for “vort smertens barn”, og kommer med en advarsel:

“Lad vær med at lave Marcipan af Kartofler og Florsukker, det bliver næsten aldrig godt..”

I stedet opfordrer hun til, at lave marcipanen af Smør, Havregryn og Mandelessens. Hvilket er forbavsende godt ifølge Hüttemeier.

Selvom manglen på marcipan kun var en af mange problemer under krigen, så må den have været svær at undvære.

Det gjorde mig i hvert fald endnu mere taknemmelig for al den dejlige marcipan (og julemad!), jeg har nydt i år.

Hverdagslykke

Vinterlykke og frostfrie gummistøvler (genbrugstip fra min mormor)

[dropcap] J [/dropcap]eg synes, frosten er smuk. Jeg elsker den klare luft og græsset, der er dækket af små isperler.

Ovre hos Lone Landmand har jeg læst, at mange æblesorter skal have en kuldeperiode på over 1000 timer med temperaturer under 6-7 °C, for at blomsterknopperne bliver klar til at springe ud. I det perspektiv er kulden virkelig en gave.

Frost på heden i Haderslev

Kulden kan også være hård for tæerne.  Især i gummistøvler.

Medmindre altså, at gummistøvlerne er foret af et gammelt stykke gulvtæppe.

Det er sådan noget min mormor finder på at gøre, og det er virkelig skægt og egentlig også ret smart fundet på (og genbrugs-godt!)

Gummistøvler redigeret 2

Jeg besøgte min mormor i dag og fik opskrifter fra hendes skattekammer.

Jeg glæder mig til snart at dele nogle af hendes klassikere her på bloggen (tunmousse, lagkage med skum, chokoladekage med smørcreme og æbler i svøb.. mmm!)

Kage hos mormor

Nu skal jeg se den store jule- og nytårsbagedyst!

Tro og spiritualitet

Julens budskab handler om fred på jorden og i vores sind

Jeg indrømmer gerne, at jeg af og til synes, at december er overvældende.

Helt ærligt, så har jeg stadig ikke helt fundet den der balance mellem julehygge og julestress. Ikke destomindre taler julens budskab endnu mere til mig, når jeg har svært ved at finde julefreden.

Julen handler om, at Jesus bliver født ind i vores verden,  ind i en en verden, hvor mange af os oplever mørke, frygt og håbløshed.

Jesu eksempel og budskab om kærlighed og fred har styrke til at forandre verden og vores bekymrede sind.

Krybbe jul
Når vi tager i mod denne fred og lader den synke ind i sindet, begynder vi at handle og leve anderledes. Sådan spredes freden på vores jord.

Jeg ønsker dig en fredfyldt juletid.

 

DIY

Hvad Daniel Agger har med miljøvenlig gaveindpakning at gøre

Jeg elsker gaveindpakning, og siger derfor altid nej tak til at få gaven pakket ind i butikken.

I år har jeg tænkt nøje over, hvordan gaveindpakningen kunne blive mere miljøvenlig. (Jeg har nemlig læst, at vi danskere bruger 100.000 kilo gavepapir til jul, hvilket naturligvis kræver et stort forbrug af vand, energi, træ og kemikalier og dermed udledning af co2.. )

Jeg har ikke lyst til helt at droppe fint julepapir, derfor har jeg taget en stak aviser med hjem fra mit arbejde og brugt det som gavepapir.

Og sådan gik det til, at Daniel Agger blev til en nisse:

Daniel Agger

Til indpakningen brugte jeg

– en stak aviser
– tape: jeg brugte det glasklare, som jeg tror er lavet af plastik, så fremover vil jeg anskaffe mig noget papirtape
– stofbånd: af naturligt materiale, jeg sparede på båndet ved kun at binde det om den ene side.
– små pap prismærker
– papirsrester: til huer (små stumper papir som jeg ellers var ved at smide ud)
– lim: jeg skal på jagt efter en miljøvenlig en af slagsen, de findes nemlig har jeg set!

Marianne Jelved skal også ligge under juletræet i år:

wpid-wp-1419188773745.jpeg

Det er en god ide at spørge avisens ejermand (hvis det ikke er dig selv), om vedkommende er færdig med at læse avisen. Da jeg havde givet Daniel Agger nissehue på og viklet ham om en gave, var min mands kommentar: “nå, så nåede jeg ikke at læse den artikel”.
U P S.

wpid-wp-1419188746027.jpeg

Jeg er sikker på, at de her indpakninger får smilet frem hos modtagerne!

 

Hverdagslykke

Hvorfor fraværet af hverdagslykke kan være en alvorlig sag

wpid-wp-1419007861541.jpeg

I mandags begyndte jeg dagen med at dekorere honninghjerter. Det var ren hverdagslykke og en skøn start på ugen.

Al den snak om hverdagslykke har en dybere årsag. Jeg har nemligt haft flere perioder med stress, hvor min krop og hoved sagde stop.  Det er på ingen måde en rar situation at være i, men ikke desto mindre har jeg lært utrolig meget om, hvad mine værdier er i livet, og hvordan jeg kan leve mit liv på den bedste og mest bæredygtige måde.

“Hverdagslykke handler for mig om at skabe mere ro, nærvær og nydelse”

Uden den der ”uuuuhm”-faktor og salighed i kroppen, så føler jeg, at livet kommer til udelukkende at handle om overlevelse. Nærværet ryger fuldstændigt, hænderne arbejder i hastigt tempo, og hjernen tænker på næste opgave.

Det bliver ulideligt i længden, og kroppen siger stop på et tidspunkt.

At fylde mere hverdagslykke ind i hverdagen er en stadig øvelse, og det lykkes ikke altid. I begyndelsen vidste jeg ikke engang helt, hvad hverdagslykke egentligt er for mig: Hvad giver mig ro og næring?

I dag var honningkagerne med til at skabe lidt hverdagslykke. Andre gange kan det være kropsøvelser, bøn, en samtale, en skøn sang eller en naturoplevelse.

For mig at se, handler hverdagslykke ikke om at skabe det perfekte, men om at leve på en måde så sjælen kan følge med.

Hvad er hverdagslykke for dig?

Hverdagslykke

Velkommen på Herrens mark

[dropcap] A [/dropcap]t være på Herrens mark forbindes for de fleste med at være i en presset og rådvild situation. For os er Herrens mark et godt sted at være, for nok er vi på spanden af og til, men vi tror på, at vi ikke er alene i det – og at vi nok skal blive guidet undervejs. På et mere jordnært plan er Herrens mark også den natur, hvor vi begge nyder at være, og den jord, som vi begge gerne vil passe bedst muligt på.

Vi er skaberværksforkæmpere! Vi ser på naturen som et skaberværk og en gave, og det er vores opgave at passe på naturen.
Vi søger svar på og blogger om, hvordan en bæredygtig og grøn livsstil ser ud. Vi bor begge i København og har udsigt til asfalt og beton, men vi forsøger at få det grønne ind i hverdagen. Tina har en dejlig kolonihave og bruger vinteren på at planlægge den kommende sæson. Kamilla drømmer om at blive økologisk landmand, og indtil da er hun window-farmer og nyder at se sine krydderurter spire og gro.

“Vi blogger om hverdagslykke, der er øjeblikke fyldt med nærvær, nydelse og ro”

Hverdagslykke kan være en god kop the eller kaffe, der varmer helt ind i sjælen, duften og smagen af nybagt brød med sprød skorpe, solen der titter ind af de beskidte ruder, et hjemmelavet måltid mad til venner, fødderne oppe, et håndskrevet kort. Stunder, hvor alt ikke behøver være perfekt, men det gode er i fokus.wpid-wp-1419007880037.jpeg

Når vi skriver om øjeblikke af hverdagslykke, er det ligesom om, at disse øjeblikke bliver gemt i en fin æske med sløjfe, og det er let at tage dem frem og glæde sig over dem igen.

Måske kan de også glæde dig og minde dig om, hvad hverdagslykke er for dig.

Med bloggen er det vores tanke at udgive indlæg i hver vores navn, og vi glæder os til at dele billeder og tekst fra vores hverdagsliv. Vi har valgt at have en fællesblog, fordi vi har mange fælles interesser, tankestrømninger, drømme, visioner og håb. Vi tror derfor på, at der kommer til at være en fin rød tråd i bloggens indlæg. Indimellem vil vi også udgive fællesindlæg samt invitere gæstebloggere.

Vi glæder os til møde jer på Herrens mark.