Jeg har købt stauder. De er flerårige, altså de kommer igen år efter år. Forudsat, at de altså bliver passet og plejet.
Sagen er bare den, at jeg de sidste par uger har haft så travlt, at jeg ikke har haft tid til, taget mig tid til eller prioriteret (jeg veksler lidt mellem de forskellige sætninger), til at plante dem ud. Derfor har de bare stået der, og trods jævnlig vanding, så har de ikke haft jord og omgivelser til at kunne holde på vandet og næring.
Helt ærligt, hvem køber stauder, for dernæst næsten at ignorere dem? End ikke nyde deres blomster fordi “det er der altså ikke tid til”.
Så dyre var de heller ikke og de bliver endda til muld, når de dør. Men det er princippet i det. Princippet i at have så travlt, at der ikke er tid til det væsentlige. Er stauder da væsentligt? Måske ikke. Men de er et symbol. Et symbol på tid til at nyde og nære. Og da jeg forleden gik forbi dem og endnu engang mærkede det stik af dårlig samvittighed, så slog det mig: Jeg behandler mig selv som en staude. Jeg blomstrer nok og er flerårig (forhåbentligt), men jeg sætter (endnu) engang mig selv i omgivelser og omstændigheder, hvor jeg ikke kan optage næring, men langsomt tørrer ud.
Den ene af stauderne er blevet plantet ud nu. Den anden mangler stadig. Og det var ikke engang mig der gjorde det, men min mand. Jeg lå på sofaen imens helt bombet og udkørt. Det er jeg ham taknemmelig for.
Jeg gik i seng kl. 21.20 i går og da jeg vågnede i morges læste jeg ord fra bibelen, faldt i søvn og vågnede først kl. 11.20. Så tiltrængt. Men selvom jeg har muligheden, så har jeg på det sidste netop ikke givet mig selv den mulighed for at trives og hente næring. Ligesom mine stauder.
No Comments