Hvad mon du svarer på dét spørgsmål?
Jeg må svare, at jeg sjældent er den bedste version af mig selv og det har jeg tit skammet mig over. På alle mulige områder.
I går mødtes jeg med Krista Korsholm Bojesen, bl.a. for at optage en nye episode til min podcast. Vi talte om emnet ‘skam’. Krista er nemlig psykolog og har skrevet en bog om skam, samt holder foredrag og udbreder viden om, hvad skam er. Jeg er i gang med at redigere episoden og ser frem til at dele den med jer.
I dag har jeg gået og tænkt på noget Krista sagde i går, nemlig:
“Der er kommet meget fokus på at være den bedste version af sig selv – jeg arbejder meget i terapi med folk om netop dét, for det er altså dybt urealistisk. Det at være den bedste version af os selv er – at holde et spejl op for os selv, som rakker ned på os selv – hele tiden. For at være den bedste version af sig selv, det er ikke bare et aspekt af dit liv, det er det hele!”
Lad os aflive myten om ‘den bedste version’. Helt ærligt, hvornår lykkes det nogensinde? Tanken om at være ‘den bedste version’ af mig selv, gør mig ret træt. Og alligevel er det ofte det, jeg har forsøgt at være. At lave en lang liste over alt, det jeg føler jeg bør gøre. Og slå mig selv oveni hovedet, når det ikke lykkes. Kender du det?
Lad os stræbe efter at gøre det gode, men være velvidende, at det at ‘være den bedste udgave af os selv’ er et umuligt projekt.
I går talte vi om begrebet nåde. (Jeg har engang skrevet om ‘nåden der vokser i min vindueskarm’) Det er det nådige blik, på os selv og andre, der opløser skammen. Skammen bilder os ind, at vi ikke er værdige til fællesskab. Nåden siger, at vi er værdige, elskede og værdifulde, også selvom, vi ikke er den bedste version af os selv.
4 Comments
Jeg kender godt Krista Bojesen (med kender mener jeg, at jeg er stødt på hendes navn og profil på instagram), og jeg glæder mig virkelig til at høre den podcast! Det, du skriver, minder mig om et smukt John Steinbeck citat, som netop beskriver, at vi skal slippe perfektsidealerne for at kunne give rum til at det gode, og det giver meget mere mening for mig: “And now that you don’t have to be perfect, you can be good”. Nærmest som om der perfekte står i vejen for det gode – og det tror jeg faktisk, der er en stor sandhed i.
Hvor er det et godt citat! Og ja, det er som om, at tanken om det perfekte kan gøre, at man slet ikke tør handle af frygten for at fejle. Og dermed måske bliver handlingslammet. Det minder lige om, at jeg har en ‘bog’ liggende i skuffen, der kalder på mig, men jeg har ofte haft ideen om at være den perfekte forfatter ;)
Måske er den bedste version af mig selv netop ikke dér, hvor jeg er – eller prøver at være – perfekt, men dér, hvor jeg har masser af plads til nåden og det uperfekte? Dér, hvor Guds liv får plads i mig istedet for min egen stræben og mine egne krav?
Kære Torsten. Det lyder som en god definition af ‘at være den bedste udgave’, hellere det end at stræbe efter det perfekte konstant.
Tak!