I dag vil jeg synge en lille protestbrøl udover marken. Den er affødt af den første tid på landbrugsskolen, og mit møde med en ideen om “den rigtige landmand” (der prædikes af.. lad os bære være ærlige.. visse mandetyper..)
Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg ikke skal være “en rigtig landmand.” I hvert fald ikke, hvis det betyder, at man så skal:
– Kunne holde hånden på et stødhegn for at se, om der er nok strøm i
– Lade være med at tage sikkerhedssele på i traktoren
– Ikke gå så super meget op i sikkerhed, for det vigtigste er “jo, at få noget fra hånden”
– Helst udstråle “jeg har styr på det pis” (selvom man måske ikke har)
I dag er jeg træt af den hårde maskuline mande (-og kvinde) verden!
Derfor erklærer jeg hermed, at jeg vil være en slags landmand, der:
– arbejder for at nedbringe landbrugets topplacering inden for arbejdsskader (hvorfor mon!)
– ikke sætter mit og andres helbred over styr
– tør være sårbar og spørge andre om hjælp…
– ….. husker mit måleinstrument til hegnet, så jeg ikke behøver bruge min hånd..
– Siger “puttehøne” og “søde skatter” til alle dyrene:
No Comments