Når uroen er med

Forventningens glæde eller byrde?
Vi tager spontant til Ærø. I morges da jeg vågnede mærkede jeg den straks. Uroen. Den er så velkendt. I årevis fulgte den mig tæt, og var også i lange perioder nærmest konstant, en angst. Det er den heldigvis ikke længere, men når jeg skal noget vigtigt, så kommer den på besøg.
Uro og bekymringer. Om mennesker jeg holder af. Om hvordan turen vil gå. Om det bliver hyggeligt, tænk hvis vi bliver uvenner? Hvis maden er ringe, hvis pengene er spildt, allermest uroen over, om jeg kan finde ud af at være glad og have det godt, imens vi er afsted. Forventningernes byrde.

Jeg scanner mig selv og håber ikke at finde den, uroen, og så er den der med det samme. Indtil mig minder mig selv om, at den godt må være der. Og jeg taler højt om den, og vi aftaler, at turen må være 50% god og 50% træls, og vi griner, fordi vi forestiller os, at vi bliver sure og skuffede og ting går galt. Ikke som en ønsket profeti, men som en måde at sige: Det er okay, hvis det sker. Og uroen letter lidt. Når den får lov at være der, så føles den pludselig ikke så farlig.

Og jeg pakker min taske og spørger den venligt: Nå, er du klar til, at vi tager afsted?
Og jeg kan mærke, at den tøver lidt, og jeg siger: Du må altså godt være med.