Søvnløs i nat

Det har ikke været let at skrive på det sidste. Det plejer ellers at komme let, men der har ligesom været en prop. En modstand.

Denne nat, kl. 3.36, går det op for mig, hvad proppen er.

Konflikten mellem, hvad jeg ville ønske jeg kunne skrive – og hvad jeg kan skrive.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg har fred indeni, men det har jeg ikke.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg har tillid til fremtiden, at jeg føler mig tryg, men det gør jeg ikke.

Jeg ville ønske, at jeg ikke mærkede ensomhed.

Men det er ikke følelsen af ensomhed, afmagt, frygt og mistillid, der skaber proppen. Det er modstanden mod følelsen.
Der er ligesom at lege gemme og spotte et par fødder, der titter ud under gardinet. Kroppen er gemt, men fødderne afslører gemmestedet med det samme. Modstanden er frygten for, hvad der gemmer sig bag resten af gardinet. Er det mon et tre-hovedet monster, der sluger mig råt?

Indtil videre er min erfaring, at det der gemmer sig er noget så skrøbeligt som et barn. Et lille bange barn, der ikke kan rumme den mængde af følelser som raserer i den lille krop.

Et barn, der har brug for at blive kaldt frem, holdt om og mærke, at nu er der en voksen tilstede, som ikke er bange.

Det lille barn er en del af mig. Den del af mig, der tror, at hvis jeg mærker smerten, så går jeg i opløsning, måske falder jeg fra hinanden i tusind stykker…

Men det gør jeg ikke. Ikke hvis jeg trækker vejret igennem det. Rækker ud. Læner mig lidt ind mod et andet menneske og ind i mig selv. Holder om barnet.

Modstanden mod følelsen, frygten for at føle den, har i flere tilfælde ført til angst for mit vedkommende. En kropslig og psykisk oplevelse af, at jeg ikke overlever den smerte. Men indtil videre så er jeg her altså endnu. Trækker vejret.

Når jeg tør trække gardinet fra og tage barnet på skødet, så fjerner jeg blokeringen. For det er også barnet, der rummer  inspirationen, kreativiteten og livsenergien.

Kort tid efter jeg skrev dette, faldt jeg i søvn, sov tungt og vågnede med nye ideer og drømme for min blog. Ideer, hvor min sårbarhed får lov at sætte kursen og barnet får lov at danse frit.