Selvkærlighed

Søvnløs i nat

Det har ikke været let at skrive på det sidste. Det plejer ellers at komme let, men der har ligesom været en prop. En modstand.

Denne nat, kl. 3.36, går det op for mig, hvad proppen er.

Konflikten mellem, hvad jeg ville ønske jeg kunne skrive – og hvad jeg kan skrive.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg har fred indeni, men det har jeg ikke.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg har tillid til fremtiden, at jeg føler mig tryg, men det gør jeg ikke.

Jeg ville ønske, at jeg ikke mærkede ensomhed.

Men det er ikke følelsen af ensomhed, afmagt, frygt og mistillid, der skaber proppen. Det er modstanden mod følelsen.
Der er ligesom at lege gemme og spotte et par fødder, der titter ud under gardinet. Kroppen er gemt, men fødderne afslører gemmestedet med det samme. Modstanden er frygten for, hvad der gemmer sig bag resten af gardinet. Er det mon et tre-hovedet monster, der sluger mig råt?

Indtil videre er min erfaring, at det der gemmer sig er noget så skrøbeligt som et barn. Et lille bange barn, der ikke kan rumme den mængde af følelser som raserer i den lille krop.

Et barn, der har brug for at blive kaldt frem, holdt om og mærke, at nu er der en voksen tilstede, som ikke er bange.

Det lille barn er en del af mig. Den del af mig, der tror, at hvis jeg mærker smerten, så går jeg i opløsning, måske falder jeg fra hinanden i tusind stykker…

Men det gør jeg ikke. Ikke hvis jeg trækker vejret igennem det. Rækker ud. Læner mig lidt ind mod et andet menneske og ind i mig selv. Holder om barnet.

Modstanden mod følelsen, frygten for at føle den, har i flere tilfælde ført til angst for mit vedkommende. En kropslig og psykisk oplevelse af, at jeg ikke overlever den smerte. Men indtil videre så er jeg her altså endnu. Trækker vejret.

Når jeg tør trække gardinet fra og tage barnet på skødet, så fjerner jeg blokeringen. For det er også barnet, der rummer  inspirationen, kreativiteten og livsenergien.

Kort tid efter jeg skrev dette, faldt jeg i søvn, sov tungt og vågnede med nye ideer og drømme for min blog. Ideer, hvor min sårbarhed får lov at sætte kursen og barnet får lov at danse frit. 

Previous Post Next Post

You Might Also Like

6 Comments

  • Reply Karina 10. april 2017 at 17:44

    Tak Kamilla :) Kender godt proppen. Er begyndt at tage i natkirke ind i mellem i Odense Domkirke, hvor jeg så har ro og tid til at trække vejret og kigge bag gardinet. For mig giver det en tryghed at være alene sammen med andre mennesker, som jeg ikke behøver forholde mig til (passer til min ekstroverte introverte personlighed). Sender dig en masse kærlige tanker <3

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 14. april 2017 at 21:19

      Kære Karina
      Tak fordi du skriver :)
      Jeg har tænkt meget på også at tage ind i Domkirken. Det kan være noget så befriende ved ikke at skulle forholde sig til andre mennesker, men stadig være i deres nærvær.. sådan har jeg haft det når jeg var på retræter også. Tak fordi du mindede mig om det.
      Kærlige tanker tilbage

  • Reply maria 10. april 2017 at 18:48

    Hvor er det fint skrevet! med megen indsigt og omsorg. Kender så udemærket modstanden, frygten, og den er ofte meget værre end den “rene” følelse af … afmagt, sorg, sårbarhed, ensomhed eller hvad det nu er.
    Op med hovedet, lad os øve os i at face følelserne, hep hep.
    Og du har lige hjulpet mig, med at huske det – tak
    <3

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 14. april 2017 at 21:20

      Kære Maria,
      hvor blev jeg glad for din besked og dine ord om at jeg skriver med indsigt og omsorg. Ja, lad os turde.
      Kærlige tanker

  • Reply Birgitte 14. april 2017 at 13:22

    Så fint og rigtigt

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 14. april 2017 at 21:17

      Tak kære Birgitte. Håber du har det godt <3

    Leave a Reply