Mad & drikke

SU-venlige økologiske opskrifter

Vi er glade for at byde velkommen til David Jakobsen. David er deltager i Generation Ø’s øko-eksperiment, og vil dele sine afprøvede, SU-venlige økologiske retter med os (ikke flere tilægsord i dén sætning!)

Pænt goddag til jer læsere på Herrens mark! Mit navn er David. Jeg er vild med at lave og spise mad, og især økologisk. Og så er jeg forresten gift Kamilla her fra Herrens mark.

Jeg er så heldig at være blevet udtaget til “Øko-eksperimentet”, som Økologisk landsforening står bag. Vi er 3 unge (unge blev der sagt!), der afprøver en række økologiske budgetvenlige opskrifter i løbet af vinteren og deler vores tanker om dem ovre på Generation Ø’s facebookside.

Og her får du altså mine favoritter, som i dette tilfælde alle er 99 % økologiske. Du kan jo starte med den procent, der giver mening for dig :)

Hjemmelavet spicy kebab i wraps
Min klare favorit i rækken af opskrifter var den her omgang kebab i en lækker pandestegt dürümrulle. Opskriften kommer fra økomadbloggeren Jimmy hos home whole meal og du kan den finde her. Jeg er svært begejstret for en dürüm med kebab, og den her var om ikke den ægte varer, så rigtig pænt derhen af.

Kebab i Durum

Vi brugte Urtekrams Emmer- og speltmel, men når vi en dag skal lave dem igen (for det skal vi uden tvivl), vil jeg prøve med Kamutmel (eller Kæmpedurummel som det også hedder), som giver et meget luftigt brød, selvom det er fuldkorn.

Kartoffelporresuppe og brændende kærlighed
Sidste uge bød på to retter med kartofler, to skønne klassikere, som er perfekte til (er vi ude i 3. dag nu?) med blæst og regn. Du finder opskrifterne her. (Jeg købte en lækker øko-fond, og fik vist hældt lidt for meget i, så den var rigeligt salt. “Smag til undervejs” bør være mit nytårsforsæt, hvis du spørger Kamilla.. og jeg giver hende ret..)

Kartoffelporresuppe bacon karse

Jeg vil virkelig anbefale dig at unde dig selv Hanegals øko-bacon. Den smager fantastisk, og så er den fra en glad gris, der er blevet kildet på maven af græsstrå og har mærket østenvinden i næseborene!

Kartoffelboller 
Det var ikke en del af forslaget fra øko-eksperimentet, men jeg kunne godt finde på at bage de her kartoffelboller til den lækre suppe. Især hvis jeg havde en rest kogte kartofler tilovers. Bollerne er rigtig saftige og lækre. Opskriften kan du finde her.

wpid-dsc_1469.jpg

Bagt avokado med æg og tomatsalsa
Kamilla har drillet mig op til hundrede gange med, at da hun og jeg blev kærester for godt 8 år siden, så anede jeg ikke, hvad en avokado var. Nu kan nogen måske også drille mig med, at jeg ikke har smagt bagt avokado før nu, men det skal de så være velkomne til. Jeg synes det var overraskende lækkert, især fordi konsistensen bliver ret cremet. Opskriften finder du hos Sofies spisekammer.

Bagt avokado med æg

Jeg brugte resten af salsaen i en omelet til morgenmad dagen efter, det var rigtig lækkert.

Muffins med æble og kanel
Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, æblet er den kedeligste frugt i skålen. Med mindre det er af en mega saftig pink lady eller lignende sort. Men når de skal i en kage, så gør det lige an! Kamillas kollegaer var da også svært tilfredse. Valdemarsro.dk har udviklet opskriften, som du finder her.

Æblemuffins med kanel

Jeg håber, du blev inspireret.

God kogelyst!

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply