Jeg er overhovedet ikke vild med at løbe, jeg synes det er noget så kedeligt.
Men engang i mellem løber jeg dog alligevel. Jeg spurter for at slippe min krop fri.
Jeg løb i dag, fordi min krop var ved at eksplodere i vrede. Når jeg spurter er det ligesom, at min vrede for afløb gennem kroppen, jeg giver bedre slip på noget tungt og får plads. Og min krop rummer en råstyrke, jeg havde glemt fandtes.
Jeg sparkede også til et træ, men fik straks dårlig samvittighed. Træet skal ikke bøde for mine konflikter med mennesker.
Så jeg løb. Spurtede i gummistøvler. I natbukser. Gennem mudderpøler. I regnvejr.
På jagt efter fred.
[De næste 24 dage begiver jeg mig ligesom “de vise mænd” ud på en rejse, hvor jeg søger barnet i krybben. Gennem daglige ritualer, handlinger, bønner og bibelord, vil jeg vandre mod barnet; kærligheden der fødes ind i vores verden, og i vores hjerter, hvis vi giver den lov. Følg med her.]
No Comments