Om at længes efter naturen og at dyrke jorden med kærlighed

Mine farmor og farvar var bønder, og min far er vokset op på denne gård i sønderjylland.

Hvis nogen havde sagt til mig for et par år siden, at jeg ville gå i deres fodspor, havde jeg ikke troet på det. Men i sidste uge søgte jeg altså ind på Kalø økologiske landbrugsskole med studiestart i august.

Selvom der bare skulle et par klik til at sende ansøgningen afsted, så har det taget nogle måneder at komme til den beslutning.

Jeg har haft arbejde, siden jeg blev færdig med min bachelor i kristendom, kultur og kommunikation i sommer. Det er rigtig glædeligt og det sætter jeg stor pris på. Alligevel er jeg ret hurtigt kommet frem til, at jeg ikke trives med at arbejde bag en computer mange timer om dagen.

Jeg har haft landrømme i flere år, men har ikke helt overvejet, hvordan de skulle realiseres. Indtil jeg altså stødte på den økologiske landbrugsskole i Kalø.

Jeg føler mig fyldt af liv, når jeg er i grønne omgivelser, og jeg savner at bo tættere på naturen. Jeg har tit spekuleret på, hvorfor jeg mon har det sådan, og hvad der adskiller mig fra mine venner, der elsker at bo i byen.

Jeg har svært ved at sætte ord på det og derfor læner jeg mig op af andres ord, som jeg kan nikke genkendende til:

“Vi er jo bønder i vores DNA og det gør os godt at grave og se resultatet af en dags arbejde i noget, der kan spises og noget der kan ses. Sådan er det jo ikke altid, når man arbejder ved en skærm, det er ikke altid ligeså meningsfuldt (..)  i haven kan man finde ro og følge de langsomme herligheder, der gør, at man kan få sjælen med. Alt går så hurtigt nu, vi skal hele tiden følge med og være online og være på og have gang i den… Men i haven kan vi bare være os selv og finde ro. Det tror jeg er vanvittig vigtigt.” siger den kloge Signe Wenneberg.

Jeg kan også mærke, at sker noget godt med mig, når mine øjne kan få lov at hvile ud i åbent landskab, og det er der åbenbart også videnskabeligt belæg for:

“Forsøgets konklusion var, at man udskiller mere af stresshormonet kortisol i blodet, når man befinder sig i rum, hvor der ingen åbninger er, modsat rum, hvor der er åbninger ud til et tomt landskab.” Fra artiklen Rum stresser os – eller det modsatte.

De seneste år har jeg fået stort interesse i bæredygtighed og grøn livsstil. Jeg er inspireret af bibelen, der understreger, at menneskets rolle er at være “forvalter” for skaberværket. Forvalterskabet understreger, at naturen ikke er vores ejendom, der står til vores frie udnyttelse, men en opgave som er overdraget os, og som kalder på vores ansvar, respekt og kærlighed.

Jeg er også inspireret af mennesker, der har praktisk erfaring med, hvordan vi skal dyrke jorden med respekt for den naturlige balance. John Seymour, der har skrevet “Håndbog i selvforsyning” siger:

“Ægte landmænd vil stræbe efter at dyrke deres jord uden rovdrift på den. De ønsker at forbedre og bevare jordens frugtbarhed. De erfarer ved at iagttage naturen, at det ikke er i overensstemmelse med naturens orden kun at dyrke en afgrøde eller holde en slags dyr på det samme stykke jord (..) frem for alt indser de, at hvis de griber ind i livskæden (som de er en del af) gør de det med en vis risiko, for de kan ikke undgå at forstyrre en naturlig balance.”

Når jeg længes tilbage til naturen, handler det ikke kun om, at jeg vil bidrage til at dyrke jorden med respekt og høste mine egne grøntsager.

Jeg oplever også at naturen minder mig om helt essentielle rytmer, der gennemsyrer alt det skabte. Jeg ser naturens balance mellem vækst og hvile, dag og nat, beskæring og blomstring.

Og jeg indser, at jeg selv er en del af naturen, at jeg er et stykke “skaberværk” og har brug for at leve i de samme rytmer for at kunne leve bæredygtigt.