Gud, jeg troede jeg vidste hvem du var.
Jeg troede jeg kendte dine veje, og vildvejene i mit eget sind.
Men nu bliver mine ord tomme. Min tro bliver tom som den grav, jeg ikke længere ved om jeg tør tro på, at Jesus lå i.
Hvem har jeg, hvis ikke dig, Jesus?
Hvem kan jeg håbe på, hvis ikke dig?
Selv der, hvor jeg ikke tør tro, og dårligt tør håbe, der er du vel også Gud.
Hvis du findes, så er du også der.
Hvis du findes, så er du også her.
Jeg tror imod tro.
Jeg håber imod håb.
Jeg længes efter at se dig, se din magt og kærlighed bryde igennem.
Jeg savner at se det brudte helet, og det magtesløse stærkt.
Jeg savner at se sorgen slukt og sygdommen helbredt.
Jeg savner dig.
Jeg kendte dig i mit hjerte.
Jeg troede jeg vidste hvem du var.
Hvorfor tog jeg fejl?
Jesus, hvem er du? Hvad kan jeg bede om? Hvad tør jeg tro på at du handler på?
Engang lovsang jeg dig af et hjerte, som jeg troede var ærligt. Engang kendtes min tro stærk og fin. Nu, ridset, skrøbelig, skør, ja måske knust. Er du der selvom jeg ikke ved om jeg tror på dig? Er du der, selvom jeg dårligt nok er?
Hører du mig, Gud?
Jeg savner dig.
Jeg har ikke andre end dig.
Bønnen er skrevet af Thomas Frovin, projektleder i Areopagos.
Jeg har spurgt en håndfuld bloggere og skribenter om at dele deres bønner, enten selvskrevne eller nogle de holder særligt af, og som udtrykker deres længsel, følelser, tanker, håb og tro i i forskellige livssituationer. Tidligere bønner, “En bøn midt i vreden”, og En bøn i uvisheden, en bøn i taknemmelighed, Morgenbøn: Så tæt, at din hjerterytme bliver min.
No Comments