Da jeg så døden i øjnene – mødte jeg tro og håb.

De sidste par år har jeg været så vred på Gud, vred over at se, at min fysiske far skulle lide så meget. Sagt til Gud: “Jeg forstår dig ikke, hvad vil du mig?”

Jeg følte tomhed, meningsløshed og fortvivlelse. Af og til har jeg tænkt: “Nu mister jeg min tro”. Min tro på en Gud, der er god.

Da jeg så min far døende, så hvordan han gled ud af livet og ind i døden, skete der noget uventet.

I mødet med døden vidste jeg pludseligt, hvad der var vigtigt. At når jeg giver på slip på alt, er det eneste jeg har tilbage min tro og mit håb.

Jeg greb ud efter noget – og jeg fandt det – håb og tro.

Da min far var ved at forlade livet, var det eneste, der føltes rigtigt at gøre at bede Fadervor og synge salmen Hil dig Frelser og Forsoner. At sidde hos ham med min familie og venner.

Da jeg troede, jeg mistede alt, fandt jeg alt. Da jeg gav slip, var det eneste jeg havde tilbage: afhængigheden af andre mennesker, afhængigheden af Gud og håbet og troen på, at alt er i Guds hånd. Jeg så mit liv og mine valg i et nyt lys. Jeg fandt tro og håb, midt i det, jeg frygtede var afgrunden.

Og jeg præsterede intet. Jeg gjorde mig ikke umage for at bede den rigtige bøn, for at sige det rette om Gud, for at holde fast.

Jeg gav slip og jeg opdagede, at jeg havde et anker. Et anker, der holder mig fast, også når jeg kommer til kanten af livet og ser døden i øjnene. Mit anker er, at Gud kender mig og jeg kender ham.

Min far blev ikke fysisk rask på denne jord, men han levede, åndede og var i Guds hånd. Og helbredelsen kom til udtryk i, at vi fik fred med hinanden.

Da jeg troede, at alt håb var ude, at min tro ville smuldre, opdagede jeg, at mit anker, min tro og mit håb, var det, der holdt mig fast.

Det var da, jeg opgav alt, at jeg mærkede ankerets tyngde allermest, og jeg opdagede, at jeg ikke flyder væk.

Jeg er, vi er, der, hvor vi skal være. I Guds havn.

Denne vintertid vil for altid stå som noget ganske særligt for mig. Min far døde d. 24. januar og vi fik den afsked med hinanden, som vi ønskede. Det har rusket i sjæl, sind og krop, men jeg har stået tæt sammen med min familie og vi har varmet os ved hinanden.

Nu er foråret på vej. Solen skinner indeni og skyerne letter. Jeg er klar til at se nyt spire og vokse. Og jeg ved, at jeg vokser stærkt ud af alt den kærlighed som jeg har modtaget og stadig modtager fra Gud og mennesker.

Der er også faldet ro på min arbejdssituation, de næste to år arbejder jeg hos Kirke på Vej i Roskilde Stift og Dansk Kristelig Sygeplejeforening. Jeg har i alt 16 timer ugentligt, og det sammen med et par vagter på fødevarebrikker er, hvad vi behøver for også at få økonomien til at løbe rundt. Og samtidig give mig mulighed for blogge og være til på den måde som jeg trives allerbedst. Jeg har ventet 2 år på mere stabilitet i forhold til arbejde, og nu er den her, det giver sådan en ro i maven. Samtidig har de 2 år med ustabilitet også været en fordel i forhold til, at jeg har kunne prioritere mest mulig tid på at være der for min far. Så nogle gange sker tingene på den rigtige måde – i hvert fald set i bagspejlet.

Jeg glæder mig til at skrive mere her igen. Jeg har nemlig flere spændende projekter i ærmet. Et af dem er, at jeg er i gang med at lave en fyld-selv-notesbog. Meget mere herom snart. Men hvis du har lyst, så fortæl mig gerne, hvad du synes er en mægtig god notesbog. En med spiralryg? Hvide eller cremehvide sider? Med linjer eller uden?

Notesbøger er guld værd for mig. Et sted at gemme alt det i livet som er værdifuldt. Både det sorgfulde og det glædelige. Og den lange og smukke vinter har lært mig, at de to tilstande sagtens kan følges ad.

Målet her den første uge af januar er blevet at få sovet ud, ovenpå en dejlig og begivenhedsrig juletid.
Så må træningsrutiner og andet komme, når søvnen er på plads.

Jeg har stadig ikke besluttet om jeg skal have et nytårsfortsæt, jeg kan egentlig godt lide ideen, men det skal ikke være endnu en ting at stræbe efter, som igrunden ikke er realistisk i det liv, der nu engang er mit.

Ved nærmere eftertanke tror jeg, at mit nytårsfortsæt skal være at grine mere. Der er noget forløsende ved at grine, lade latterboblerne flyde og tårene trille.
Ja, det er besluttet. Det skal være mit nytårsfortsæt.
Så må jeg hen ad vejen opdage og udforske, hvad der får mig til at grine og dyrke det endnu mere.

Jeg ved, at der særlige menneskers selskab som får mig til at grine stort. Min lillebror er en af dem, han ved lige, hvad der skal til.

Min mand og jeg har meget forskellig humor, men vi griner dagligt sammen af vores hund, Karla. Hun bringer så meget grin og latter.

Sjove youtube-videoer, tv-serier og løjer.

I år vil jeg skrue op for det, der gør mig glad.

Men her i den første uge af januar skal jeg bare sove.

Godt nytår!

Kære jer
Jeg vil gerne ønske jer alle glædelig jul!

I dag fejrer vi Jesusbarnet, lyset, der kommer til verden og lyser for os uanset, hvor vi er og hvordan vi har det. Lyser ind i det, der er mørkt for os, og mørket griber det ikke.

Nu har jeg trukket dagens vinder af cd’en “Christfulness Music for meditation”.

Hvis det ikke blev dig, så fortvivl ikke, for jeg har fået lov at give jer en rabatkupon til en samlet DVD-boks, der indeholder cd’en “Christfulness Music for Meditation”, guidede Christfulness-meditationer og undervisning om Christfulness af Ole Skjerbæk Madsen.

Normalprisen er 250 kr, men du får 100 kr i rabat + gratis fragt ved at bruge koden “herrensmark”. Du finder dvd’en lige her. Kuponen udløber d. 14. januar 2018.

Herunder kan du få en lille forsmag på meditationen “Heling af hjertet”, som er på DVD’en. Det er en stærk meditation, som jeg holder meget af. Her kan jeg øve mig i at åbne hjertet og blive opmærksom på den kærlighed, som strømmer fra Jesu hjerte til mig hjerte, og som giver mig mod og håb.

#At jeg er lidt træt efter natarbejde. Havde egentlig sagt til mig selv, at der er slut med det, men jeg har brug for pengene, da min bærbær synger på sidste vers. Uden den kan jeg ikke skrive, redigere video, billede og lyd.

#At jeg har skrevet mig som jobsøgende på LinkedIn, jeg søger et 10-20 timers deltidsjob. Men jeg orker ærlig talt ikke sælge mig selv. Suk.

#At jeg egentlig holder ret meget af fabriksarbejde, det er konkret på en måde min hjerne elsker. Men usikkerheden ved at være vikar er for stor, tror jeg.

#At jeg skal ofte søger svar og fred de forkerte steder. Jeg er derfor begyndt oftere at begynse min morgen med at spise sjælemad, hvor jeg spørger Gud om råd og guidning. Det gør en forskel.

#At min yndlings dansklærer Birthe lærte mig, at det hedder “dagen begynder” og “en bil starter”, altså ikke “dagen starter”. Jeg tænker faktisk på hende af og til, at hun er en af dem, der kaldte min skrivelængsel frem og hjalp den til at blomstre.

#At jeg savner min lillebror. Tror lige jeg vil sende ham en SMS.

#At jeg kender de mest vidunderlige kvinder. Dagens ledere, ikke på direktionsgange eller i karriereræs, men i forbilledlighed og karakter: helt igennem hverdagens helte: kærlige, modige, passionerede, skrøbelige og elskelige. I går mødtes jeg med 3 af dem og vi delte liv, bad for hinanden og så på hinanden med kærlighed. Sikke en gave.

#At jeg har hang til mismod og bekymringer, men når jeg tænker efter, så har jeg så meget at takke for.

Hvad tænker du på?