Da jeg var i kirke i dag, fik jeg sået ord i mit hjerte:

“Herre vi takker dig, fordi vi går herfra med din fred, frie i din nåde og bundet i kærlighed til dig og vor næste..”

Da jeg traskede ned igennem assistens kirkegården, kom ordene igen og igen: Fred. Frihed. Nåde. Kærlighed.

Og det gik op for mig, at jeg har så svært ved at tage imod.

Indeni mig er der en stemme, der altid råber: “Du gør det ikke godt nok”, “Du burde skamme dig”, “Tag dig sammen”.

Men i dag ramte ordene ind i min dybeste længsel. At kunne være fri. Fri fra mine egne hårde domme, min egen kritik, mit mindreværd.

I dag ønsker jeg at se nåden gro i mit hjertes have. At tage imod Guds omsorg, tilgivelse og kærlighed, der aldrig er betinget af, om jeg lykkes.

Jeg vil lade Gud så nåde i mit hjerte. En nåde, der giver frihed til at være mig, til at kunne møde dagen med oprejst pande, til at vide at selvom jeg ikke gør alt så godt, som jeg gerne ville, så skal jeg aldrig skamme mig. Jeg er fri.

Jeg er bundet til Guds kærlighed og til kærligheden til min næste. Det er mit anker i livet.

Intet andet behøver binde mig.

Da jeg kom hjem, vandede jeg blomsterne og stillede dem i vinduet, så de kunne strække sig mod lyset.

For at minde mig selv om, at selvom det endnu er så skrøbeligt, så vokser nåden i mit hjerte.

Sammen med Fred, Frihed og Kærlighed.

Hvis der findes en Gud, som har skabt universet, jorden og dig og mig, så har det afgørende betydning for vores selvforståelse og identitet, uanset hvad livet ellers har lært os.

Jeg tror på, at der findes en Gud som har skabt og villet os, fordi Gud er kærlighed, og Han ønsker at dele sin kærlighed med os.

Karmelittermunken Wilfrid Stinissen siger det sådan her:

“..Vi tager det for givet, at vi findes. Vi kan jo ikke forestille os, hvordan det ville ”føles” ikke at være til! Men det er slet ikke indlysende, at du eller jeg er til. Vi er frugten af et gennemtænkt og frivilligt valg fra Guds side. Et kærlighedens valg ikke blandt eksisterende personer, men blandt et uendeligt antal muligheder. Han ønskede at virkeliggøre netop denne særlige mulighed”

“Gud har skabt mig, det vil sige, at Han ønsker, at jeg skal være til. Hvorfor ønsker Han det? Ikke fordi Han får noget ud af det, ikke fordi Han har behov for mig,  men bare fordi Han elsker mig. Jeg har mine rødder i Gud. Jeg tilhører Ham, ikke på samme måde som et skab tilhører snedkeren, men på samme måde som to elskende tilhører hinanden”

“..at vide, ikke kun teoretisk, men med hele mit væsen, at jeg er skabt, betyder, at jeg hvert øjeblik tager imod mig selv som en gave, der vælder frem fra dybet hos Ham, fra hvem enhver fuldkommen gave kommer..”

“..For øvrigt findes der intet nedværdigende i at være afhængig af en skabende Gud. Gud er jo kærlighed, og når Han skaber, gør Han det af kærlighed.. Man behøver ikke at være bange for at miste noget ved at blive skabt af en Gud, der er kærlighed. Man kan kun vinde ved det.”

Jeg er overbevist om, at hvis vi forstod, at vores identitet hviler i, at vi er elskede, så ville verden se helt anderledes ud. I bibelen står der, at ”den fuldkomne kærlighed driver frygten ud”, og jeg kan mærke, at det er sandt. Hvis jeg forstod, at min identitet er, at jeg er elsket, så har jeg svært ved at se, hvad jeg skulle frygte.

I stedet prøver mange af os konstant at blive nogen: vi knokler for at få succes og skabe os selv, og hvis vi ikke får succes og resultater, hvem er vi så?

Jeg kender stressens væsen indefra, og jeg ved, at succes og resultater bliver så uendeligt ligegyldige, hvis man alligevel tvivler på sig selv. Jeg har erfaret, at jo mere jeg hviler i min essens – at jeg er Guds elskede barn – des mere drives frygten ud.

Hvordan kan vi leve i bevidstheden om, at vi er dybt elskede?

For mig har det været helt afgørende at tilbringe tid sammen med Gud i bøn og meditation. Her har jeg oplevet, hvordan Guds nærvær giver mig tryghed og rodfæster mig i hans kærlighed. Nogle gange går jeg en tur i naturen og bliver mindet om Guds skaberkraft og kærlighed til alt det skabte.

Det er også afgørende, at jeg tilbringer tid sammen med mennesker, der tror på, at jeg er skabt og villet, og som viser mig kærlighed i ord og handling.

Det helbreder mig, når jeg tør tale åbent om stress, mindeværd og præstationsangst, og derved erkender, at jeg har brug for støtte, opmuntring og hjælp til at vokse i bevidstheden om, at jeg er elsket.

Alt forandrer sig, når jeg mere og mere forstår, at min identitet hviler i, at jeg først og fremmest er elsket.