Jeg ligger i sengen, omgivet af rod så langt øjet rækker og med flyttekasser i stablede tårne omkring mig. Om akkurat 22 dage er vi e-e-e-e-n-d-e-l-i-i-i-i-g på vej til landlivet, nærmere betegnet landsbyen Rostved (30 km fra Århus), hvor vi i weekenden skrev under på en lejekontrakt til det fineste landlige hus, der skal være vores nye hjem. Jeg kniber mig selv i armen over alt det nye og spændende, som ligger forude. Jeg begynder på Kalø økologiske landbrugsskole til sommer, men inden da har vi en måned til at pakke ud og indrette os.

Og jeg får sørme min egen have for allerførste gang, hvor stort altså! Indtil videre er alle mine grønne projekter dog gået i vasken, så jeg har ikke så meget selvtillid på den konto, men jeg drømmer om en dejlig have med hjemmedyrk a la Tina.

Vi kørte en smule rundt på Syddjurs og blev helt ekstatiske over den skønne natur, vi skal bo tæt på. Jeg siger “en smule” fordi det meste af tiden gik med at sove i et sommerhus ved Følle strand. Det var så tiltrængt ovenpå en lang periode med: Davids specialeskrivning, flytterod, søge efter bolig, afvikle job og oveni i det være sammen med vores dejlige (og noget krævende) hundehvalp, der blandt andet skal bæres op og ned fra tredje sal mange gange om dagen.

Når jeg har for travlt, glemmer jeg at trække vejret helt ned i maven, glemmer at spise ordentligt, gå ordentligt tid i seng, og ikke mindst glemmer jeg at være taknemmelig for alt det gode. Jeg bliver en fejlfinder og dømmer mig selv hårdt. Kroppen er i alarmberedskab og jeg bliver fanget i negative tanker.

Noget af det som hjælper mig til at skifte fokus, er at opsøge skønheden. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg tror vi er skabt til skønhed. Skønhed opløfter mig, det drager mig og hjælper mig til at skifte fokus fra det hårde – til det blide, skønne og lette.  Skønheden i naturen er der allerede – som en gave – der bare venter på at blive pakket op og nydt.

Når jeg nyder og begejstres kommer roen og nærværet tilbage, og anspændtheden forlader kroppen.

Se den gave jeg åbnede i sommerhusets have.

Note: Det her et indlæg om at være særlig sensitiv, derfor er der naturligvis skruet op for æstetikken og skønheden med fiine billeder, der kan forkæle dine sanser undervejs..

Fornylig vandt jeg bogen “Særligt sensitiv – guide til det gode liv” af Ulla Hinge, og den er altså bare rigtig god for sådan nogen som mig, der prøver at finde ud at leve med et fintfølende nervesystem i en til tider buldrende, larmende, dramatisk og hektisk verden.

Måske har du hørt om særlig sensitivitet? Hvis ikke, kan du tage en test her, der kan guide dig på vej til at finde ud af, om du er særligt sensitiv.

Den korte forklaring er, at særligt sensitive har et nervesystem, der tager flere sanseindtryk ind og bearbejder dem dybere end andre. Man mener, at omkring 20 % af befolkningen har dette træk.

Da jeg første gang hørte om begrebet, var det lidt ligesom, at få et stort kram og et “du er okay”! Tanken om, at jeg måske ikke  grundlæggende er en sær én, men måske “bare” har et særligt sensitivt nervesystem, var helt og aldeles befriende!

Det gav mig mod til at begynde at sige ja til min egen sårbarhed og følsomhed, og grundlæggende gav det mig også en forklaring på, hvorfor jeg kan føle mig urolig og presset,  hvis jeg får for mange indtryk. Eller faktisk også det stik modsatte,  hvis jeg keder mig og mister mening i hverdagen..

Efterhånden har jeg lært, hvad jeg trives med, og hvordan min uge skal se ud for, at jeg er i balance. Jeg har lært at takke nej til aftaler og arrangementer, der dræner mig, og jeg skammer mig ikke over at bygge hule herhjemme, når jeg skal lade op [læs: og se utallige tv-serier].

Det føles på ingen måde som en sovepude, for jeg er generelt ret stræberagtig (og perfektionistisk), men der faldt en kæmpe byrde fra mine skuldre, da jeg hørte psykologen Lise August sige, at hvis man som særligt sensitiv vil det samme som andre, så skal man kæmpe mere for det. Det er en følelse jeg ofte har haft, uden at kunne sætte ord på det.

Et helt konkret eksempel kan være at have en arbejdsdag på 8 timer, som de fleste jo har. Når jeg kommer hjem efter en lang dag, er jeg for det meste helt drænet og må tage en lur (imens mange andre vil være på vej ud og handle eller løbe en tur). Simpelthen fordi hele mit hoved snurrer rundt og jeg er “overloaded”. Men det giver utrolig god mening, når man tænker på, at mit nervesystem har fået sanseindryk, der måske i virkeligheden svarer til en arbejdsdag på 10-12 timer.

At tage mange sanseindtryk ind kan nogle gange føles som en begrænsning, og det synes jeg stadig det er af og til, men fordelen er også evnen til virkeligt at sanse alt det gode og smukke i livet.

Og livet bliver så meget skønnere, når man ikke længere føler sig sær, men særlig.

Jeg er fascineret og draget af skaberværket og al den skønhed og rigdom, som findes i blomster, dufte, smage og farver. Når jeg ser skønheden og storheden i skaberværket, bliver jeg overbevist om, at det ikke er en tilfældighed. Nej, der må være en tanke bag det hele. Jeg tror, skønheden er et udtryk for Guds kærlighed og enorme kreativitet. Gud er kilden til skønhed.

På Bispebjerg kirkegård kan man i denne tid se en hel allé med kirsebærtræer i fuld flor, et vidunderligt syn, der er rørende smukt. Folk valfarter dertil, og det forstår man jo godt. Jeg tror, det er fælles for os mennesker, at vi drages og længes mod skønhed. Vi er skabt til skønhed.