På Herrens mark

Nyt blogår, nyt blogdesign, velkommen!

På det seneste har vi været i gang med at hive gammel tapet af og sætte nyt op her på bloggen. Så velkommen ind og se dig lidt omkring!
I december havde vi 1 års fødselsdag på bloggen, vi har dog ikke haft tid til at mødes og fejre, så det har vi til gode. Vi vil gerne sige tak for det første år og tak for den fine modtagelse af bloggen. Vi elsker at skrive, fundere og snakke med jer om stort og småt, og vi glæder os til et nyt blogår.

Vi vil allerhelst, at vores blog afspejler det liv vi lever. Den hverdag, vi hver især har og de tanker, vi gør os. Derfor vil vores indlæg fortsat være en god blanding af konkrete oplevelser, som vi gerne vil dele, samt refleksioner af nogle mere indre processer, som vi gennemgår. Vi har lovet hinanden, at vi kun skal blogge, når vi har lyst og overskud. Bloggen må aldrig blive en byrde, hvor vi skal nå at skrive x antal indlæg om ugen. Ingen tvivl om, at vi rigtig gerne vil skrive tit og ofte, for vi elsker den form for formidling, men vi er ret bevidste om, at den hverdagslykke, som vi gerne vil skrive om, ikke må blive til hverdagsstress, fordi indtryk skal nå at blive til udtryk. Derfor kan vi ikke love hvor indlægs-omfangsrigt det nye blogår vil blive, men vi lover jer, at de indlæg, der bliver skrevet, er lavet med glæde :-)

Bloggens navn – på Herrens mark – har flere betydninger. Forbindelsen til naturen er en. En anden er de faser i livet, hvor vi ikke helt har greb om livet, og hvor vi er fuldstændig på Herrens mark. Den tilstands nuancer og facetter vil vi gerne skrive mere åbenhjertigt om. “Talk the walk” kunne opfordringen til os selv lyde. Ikke for at gøre bloggen til en stor gang kattejammer, men fordi livet er mangefacettet. Det er skønt, men har hæslige elementer på samme tid. Denne vekselvirkning er en del af menneskelivet, og vi forstår og værdsætter lysets betydning og værdi endnu mere, fordi vi også har mødt mørket.

Tak fordi du læser med.

23. januar 2016 by Kamilla Maria Jakobsen

Tro og spiritualitet

At blive taget i favn

Jeg var i kirke i går. Søndagens tekst var: “Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, v14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.v15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« v16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem”
Prædikenen handlede om at blive taget i favn, om at blive båret og omsluttet som et barn. At troen ikke er en intellektuel præstation som voksne så gerne vil gøre det til, men en gave, der kan tages imod med åbenhed og tillid, ligesom børn tager imod.

Da jeg gik derfra følte jeg mig tryg. Som om, at jeg var blevet taget i favn.

11. januar 2016 by Kamilla Maria Jakobsen

Tro og spiritualitet

Kærligt tilbageblik: På eventyr med Gud

I dag byder jeg velkommen til den fine blogger Tabita, som deler sit kærlige tilbageblik over den sidste uge.

Om kærligt tilbageblik
“Kærligt tilbageblik” er en praksis fra den kristne spiritualitet, typisk en aftenmeditation, hvor man ser tilbage på dagen og reflekterer over, hvor og hvordan Gud var tilstede på denne dag. Øvelsen hjælper til at se, hvordan Gud kommunikerer til os mennesker. Gud er tilstede i alt, både de store og små ting, og vi kan øve os I se og mærke Guds nærvær. Når vi ser tilbage på dagen, eller ugen, kan vi få øje på små lyspunkter, hvor vi får en fornemmelse af Guds nærvær, som altid er omsorgsfuldt, trygt, kærligt og opmuntrende. I øvelsen forsøger vi at være ikke-dømmende, men åbne for hvordan Gud møder os i det liv, som nu er vores. I december udgiver jeg ugentligt hver søndag et indlæg med et kærligt tilbageblik på ugen, der er gået. Du kan finde det foregående indlæg her. Sidst i dette indlæg finder du en vejledning til, hvordan du kan gøre et “Kærligt tilbageblik”.

Jeg hedder Tabita, og står bag den nystartede blog tabitaner.dk Jeg er gift med Lasse, mor til Valdemar og 3K-studerende. For 3 år siden kom jeg til ny tro på Jesus.

I dag er jeg så heldig at være inviteret til at være gæsteblogger ”På Herrens Mark”. Man kan roligt sige, at jeg deler Kamilla og Tinas grønne glæde og omtanke for skaberværket. Jeg er 100% grøntsagsgnasker, økofreak og lidt af en hippiemor, der bruger stofbleer for at skåne miljøet. I fremtiden håber jeg på at komme til at arbejde med at forene kirke og miljø i en eller anden form. Det er dog ikke det, der er temaet i dag. Jeg er blevet bedt om at lave ”et kærligt tilbageblik” på ugen der gik.

I dag skriver vi sidste søndag i advent. Ventetiden er slut, men Kongen er endnu ikke født.

Når jeg tænker tilbage på ugen der gik, er det første der falder mig ind, at jeg har haft travlt. Ikke fordi jeg rent fysisk har faret rundt, for det gør jeg en dyd ud af, at undgå. Men mentalt har jeg haft travlt. Med at skubbe glæden væk. Det er noget, jeg virkelig er mester i. At vente og vente på glæden, og når den så endelig kommer, vil jeg ikke have den. Man kan sammenligne det med, at vi i adventstiden har ventet på juleglæden, julefreden, som vi finder i Jesus. Men når juleaften endelig oprinder, ser vi den så, eller drukner den i gaveræs og uopfyldte forventninger?

Denne uge blev også afslutningen på en ventetid for min lille familie. Vi har fundet en lejlighed, og vores status som boligløse er snart fortid. Det er selvfølgelig en lettelse, men samtidigt også en skuffelse. Hvorfor? Fordi jeg havde forventet noget andet. For en gangs skyld var jeg trådt ud af min komfortzone i håb om, at Gud ville træde til. Først satsede vi på et nyopstartet landligt bofællesskab, hvor vi desværre ikke fik en plads. Jeg blev virkelig skuffet og nærmest harm – ”hvorfor giver Gud andre det de ønsker, men ikke os?!” Der er ikke langt fra skuffelse til vrede og den gode gamle offerrolle, som jeg ofte ynder at påtage mig.

Efter lidt tid valgte jeg at se mere positivt på det hele. Vi skulle på eventyr med Gud! Det lød da spændende. Alt kunne ske, og nu skulle det udnyttes, at vi ingen forpligtelser havde i form af fast arbejde eller en husleje, er skulle falde hver måned. Alle vores ting stod allerede i en kælder, så hvorfor ikke tage ud at rejse? Måske være frivillig på en økogård i udlandet? Idéerne var mange, men vi ville gerne høre fra Gud før vi besluttede os. Nu ligger landet bare sådan, at man skal have tag over hovedet, og nok er det hyggeligt at bo hos svigermor, men jeg tror ikke hun har uendelig tålmodighed. Derfor sagde vi ja til det første og det bedste boligtilbud, vi fik. Jeg synes jeg burde være glad. Jeg har fået det jeg ønskede: vores egen lejlighed, et sted med privatliv, hvilket var tiltrængt efter at have boet i kollektiv lige siden jeg flyttede hjemmefra. Alligevel vil jeg ikke tillade mig selv at føle glæde over det. Måske er det en gammel vane, at lade de mørke tanker overskygge glæden.

Når jeg laver mit kærlige tilbageblik, tager jeg mig selv i at spørge: ”Gud, hvor var du?” Det er alt det, jeg er utilfreds med, det jeg ikke fik, der falder mig først ind. Jeg skal virkelig granske mit sind for at komme i tanker om velsignelserne. Men sandheden er, at Gud altid er til stede, og velsignelserne mange. Jeg skal bare åbne øjnene.

Gud har selvfølgelig aldrig forladt mig, vi er stadig på eventyr sammen. Jeg havde nok bare forestillet mig noget lidt mere romantisk end en to-værelses betonklods med udsigt til endnu mere beton…

Ventetiden er slut, men vi er alligevel ikke helt i mål. Adventstiden er også et billede på, at vi venter på Guds rige – det er her allerede, men alligevel endnu ikke. Jeg vil bruge ventetiden på at øve mig i at tage imod glæden.

Glædelig jul

Vejledning til “Kærligt tilbageblik”

Sæt dig eller læg dig roligt ned. Mærk, hvordan kroppen hviler på underlaget og slap af i kroppen.
Ret opmærksomheden på dit åndedræt og mærk, hvordan kroppen bevæger sig i takt med åndedrættet.
Se tilbage på den sidste dag/uge, og overvej om der er sket noget, som har været særligt livgivende eller vigtigt for dig. Stil dig selv disse spørgsmål: Er der sket noget i den sidste tid, hvor Gud var særligt tilstede? Hvorfor tror du, Gud var særligt tilstede der? Har du lært noget nyt om Gud gennem denne oplevelse? Er der noget i den sidste tid, som du ønsker at tage med videre i fremtiden?
Sid i stilhed så længe du har brug for det og se kærligt tilbage.
Når du er færdig, kan du strække kroppen blidt. Tag det med dig som er blevet vigtigt for dig, du kan fx skrive eller tegne det, for at huske dig selv på det.
Du kan gentage øvelsen dagligt eller ugentligt, og dermed træne dit indre blik for, hvor og hvordan Gud kommunikerer til dig.

20. december 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Hverdagslykke

Venindebog med Tina som gæst

Kan I huske de der søde venindebøger som man skulle udfylde med oplysninger om sig selv? Jeg havde en diddl-udgave, som jeg i 5. klasse bad mine bedste veninder om at skrive i. Forleden kiggede jeg på den nyudkomne bog “Sød tøs – en venindebog for voksne kvinder” og jeg synes det er en fin ide, at lade sine veninder svare på spørgsmål om sig selv og i denne udgave også om den anden. Jeg fik lyst til udspørge Tina, min medblogger, som er en af mine allerbedste veninder, og nu du får også mulighed for at lære dette skønne væsen bedre at kende.

Hej Tina, tak fordi du vil være med til at udfylde min virtuelle venindebog, her er mine spørgsmål til dig..:

Min yndlingsfarve er: Jeg elsker alle farver, men ikke alle nuancer inden for alle farver ;-) Jeg har længe haft et crush på gul, som jeg synes er noget af det mest delikate i verden. Engang kunne jeg slet ikke udstå farven. Jeg er også pjattet med petroliumsblå, mintgrøn og koralrød. Nogle gange er jeg til sarte sommerlige toner, andre gange til pang og skæve farvekombinationer.

Da jeg var lille ville jeg være: Jeg har aldrig haft en fast idé om noget, jeg “ville være”. I de sidste år af folkeskolen fik jeg dog alligevel en idé om enten at skulle være revisor (fordi jeg elskede tal) eller ejendomsmægler, så jeg var sikker på, at vejen frem for mig var handelsgymnasiet. Så det blev det. Og der fandt jeg ud af, t jeg i hvet fald ikke skulle arbejde med tal. Siden har jeg ville læse psykologi eller læse til lærer, men så fik jeg min hjernerystelse og kunne ikke overskue et tungt akademisk studie eller udsigt til et job med børn.

Da jeg blev voksen blev jeg: færdiguddannet 3K’er – hurra! Da uddannelsen opstod i 2010, så havde jeg endelig muligheden for at læse lidt af hvert, da 3K er meget bred. Jeg har undervejs i min uddannelse og nu i min virksomhedspraktik haft mulighed for at arbejde med de områder, som jeg brænder mest for: social og miljømæssig bæredygtighed, og det er jeg meget pjattet med! :-)

Jeg blev ikke, det jeg ville, fordi: Ups, den har jeg svaret på. Klassisk venindebogs-fejl ;-)

Den sang, der altid gør mig glad er: Uh, sådan en sang har jeg vist ikke pt. Jeg har det lidt med musik som jeg har det med farver. Der er ingen stabilitet i mine præferencer. Hey, vent! Måske Birdys “Maybe” – den gør mig glad :-) Jeg er ret vild med begge hendes plader.

Jeg er gladest når: jeg er i min have og roder i jorden.

Mit højeste ønske er: at jeg kan lave flere ting uden at få hovedpine af det eller uden at min knold sander til. Det hæmmer mig meget. Derudover ønsker jeg selvfølgelig fred i verden og en løsning på klimakrisen.

Mit højeste materielle ønske er: Hmm… Nye vinduer til mit kolonihavehus, tror jeg :-)

Det gør mig stresset når: andre er stressede. Trafik, udrykning, butikker, når jeg sover over mig, når jeg skal skynde mig, når togene kører uregelmæssigt, når Pelle får aften-flip…. Var det eksempler nok? ;-)

Jeg er god til: at få ting til at gro, skrive og nusse med min kat :)

Jeg vil gerne blive bedre til: håndarbejde. Jeg vil gerne være sådan en, der er herre sej til at lave sweatre med alle mulige mønstre og den slags. Og så vil jeg gerne blive bedre til at fikse ting, der går i stykker.

Jeg er genert når: jeg er i nye sammenhænge, når jeg er blandt mange mennesker eller når jeg føler, at jeg falder udenfor. Men jeg øver mig på at trodse genertheden. Desværre er mine opblussede kinder dog ofte ret afslørende ;-)

Den bedste bog jeg har læst er: Arg…det ved jeg ikke. Jeg er glad for mange slags bøger. Men jeg tror nu, at bogen “Jeg lægger dine breve under madrassen” er en af de rareste bøger, jeg har løst.

Sidst jeg glemte tid og sted var: det er vist sjældent, at jeg formår at hengive mig så meget til noget, at jeg både glemmer tid og sted. Tiden er jeg ret god til at glemme, men stedet har jeg som regel tjek på. Med mindre jeg er faret vild. Jeg tror, at det nærmeste jeg kommer på tilstanden er når jeg er til gospel. Det er sjovt og godt, og tiden går alt for hurtigt. Ellers bliver jeg mest opslugt, når jeg pusler i haven. Jeg elsker faktisk at luge – dér kan jeg godt glemme tid og sted.

Det måltid jeg husker bedst: Jeg tror faktisk at det er langbordsmiddagen på Grantoftegaard i fbm. Copenhagen Cooking, som jeg skrev om her.

Det sjoveste jeg husker nogen har sagt til mig er: Jeg ved det simpelthen ikke (sorry sjove venner derude). Jeg har en lidt skæv humor, og kan grine af alt fra en kommafejl, der har katastrofe konsekvenser for sætningsforståelsen, til kattevideoer på youtube, til regeringens finanslovsforslag, fordi jeg synes prioriteringer kan være så torskedumme, at det er morsomt. Der er ikke rigtigt en sætning i min erindring, som jeg kan mærke ”sjovest”.

Her er nogle spørgsmål, som jeg håber, du vil svare på om mig:

Første gang jeg lagde mærke til dig, var: ved introduktionsrunden på studiet. Jeg synes din stemme var noget så fin, og det var som om, at uanset hvad du sagde, så lød det klogt og kært.
Jeg kunne godt lide dig fordi: dit væsen var og er skønt. Du har sådan nogle fine betragtninger af verden, mennesker og dig selv, og den måde du deler disse betragtninger i ord og handling er opløftende. Derfor er det mig virkelig også en ære at have bloggen sammen med dig!

Du er sjovest, når du: overrasker mig, og siger eller gør et eller andet, som jeg aldrig havde forventet at komme fra din mund eller fra dig.

Du hjælper mig mest, når du: responderer på mine tanker eller oplevelser enten på skrift eller i tale. For så har jeg nemlig en at følges med, og det er godt.

Det øjeblik sammen med dig, jeg husker bedst: Åh der er jo så mange skønne minder med dig, men måske dengang, hvor skolens kaffe-automatisk var BIG TIME i stykker og sprøjtede varm kakao ud i ét væk. Dét var nogle virkelig hyggelige studiedage. Så har vi jo været på Maude’s, haft skønne stunder i jeres hjem i Rostved, hvor jeg har været weekendbarn to gange. Og vores mandagsfest, ikke at forglemme.

Mit råd til dig er: tro det bedste om dig selv, altid. Du kan og er lige præcis det, du skal og har brug for at være. Husk dit værd.

Tak, Tina.. Vi slutter lige af med et billede af dig fra dengang vi holdt mandagsfest og du fik champagne i hovedet!

15. december 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Tro og spiritualitet

Kærligt tilbageblik – længslen og håbet

Om kærligt tilbageblik
“Kærligt tilbageblik” er en praksis fra den kristne spiritualitet, typisk en aftenmeditation, hvor man ser tilbage på dagen og reflekterer over, hvor og hvordan Gud var tilstede på denne dag. Øvelsen hjælper til at se, hvordan Gud kommunikerer til os mennesker. Gud er tilstede i alt, både de store og små ting, og vi kan lære at se og mærke Guds nærvær. Når vi ser tilbage på dagen, eller ugen, kan vi få øje på små lyspunkter, hvor vi får en fornemmelse af Guds nærvær, som altid er omsorgsfuldt, trygt, kærligt og opmuntrende. I øvelsen forsøger vi at være ikke-dømmende, men åbne for hvordan Gud møder os i det liv, som nu er vores. I december udgiver jeg ugentligt hver søndag et indlæg, hvor jeg laver et kærligt tilbageblik på ugen der er gået. Du kan finde det foregående indlæg her. Sidst i dette indlæg finder du en vejledning til, hvordan du kan lave “Kærligt tilbageblik”.

I denne uge har jeg funderet over det at længes. Jeg har været i kontakt med dyb længsel, og det har føltes som en byrde, men jeg har også oplevet, hvordan Gud har givet mig håb midt i min længsel. Adventstiden, vi er i nu, er en tid, hvor vi venter og længes. Advent betyder “ankomst”, og den henviser til, at vi venter på Julen, vi venter på, at Jesus bliver født på vores jord.

Hvad er det vi længes efter i livet? Hvad længes du efter?
Der er meget jeg længes efter, for mig selv, for dem jeg elsker, for verden. Jeg længes efter fred i mig selv, fred i verden. Jeg længes efter harmoni, helhed, helbredelse. Længslen er der, og jeg er dagligt i kontakt med den. Jeg forestiller mig, hvordan verden ville være, hvis min længsel gik i opfyldelse. Jeg håber og tror, for uden håbet og troen bliver længslen en byrde. Hvis vi længes og ved, at vores længsel aldrig bliver opfyldt, er det en skuffelse uden lige. Så bliver det et savn og en sorg.

Julen, Jesu fødsel, er det der gør, at længslen ikke bliver til sorg, men til virkelighed. Der er mange forståelser af, hvem Jesus var og er. I min forståelse og tro er Jesus Guds søn, der bliver født på jorden og viser med sit liv, hvordan et sandt menneskeliv i fuldkommen kærlighed ser ud. Jeg tror også på, at hans fuldkomne kærlighed, er den eneste kraft, som kan overvinde mørket i vores verden.

Vi kan følge efter i hans fodspor og lade hans kærlighed være et pejlemærke, for den vej vi går.

Han er den, der bringer fred til jorden og springer mørkets kræfter. Kan vi mennesker selv løse verdens krige og klimaproblemer? Indtil videre er vi ikke lykkes med det. Jeg tror vi har brug for guddommelig hjælp og styrke. Det er dét, adventsiden handler om, vi venter på helbredelse, glæde, fred, kærlighed og vi opdager, at den er nær. Ligesom at Jesus bliver født i smerte i en mørk stald, bliver han født i det mørke og den smerte som findes i os og i verden. Når vi lader hans kærlighedskraft blive født i os, så forandrer det vores perspektiv og giver os håb.

Vejledning til “Kærligt tilbageblik”

6. december 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Alt mellem himmel og mark

Astrid & ukrudts-alferne

Det er mig en glæde at præsentere min skønne veninde, klassekammerat og dygtige kunstner Astrid Cecilie Holsher for jer. Astrid vil i dag sprede alfestøv ud over marken med sine fine tegninger af ukrudts-alfer. Ukrudt er måske ikke et emne, som får smilet frem hos de fleste, men det gjorde Astrids fortolkning af disse ukrudstyper hos mig.

Hej Astrid, har du altid tegnet?
Ja, siden jeg var helt lille har jeg tegnet mig ind i al verdens fantasiverdener, og gør det stadig… Jeg kunne bruge hele dage hvor jeg næsten forsvandt fra jordens overflade, og flaksede rundt blandt alfer og andre finurlige hemmelige væsener.

Hvorfra fik du ideen til ukrudts-alfer?
Jeg har altid søgt efter magien i verden. For eksempel gjorde det mig noget så frustreret og nedtrykt, da vi begyndte at have kemi i skolen, for alle mysterierne og underne i verden, som for eksempel når flammer skyder frem, og ildnymferne begynder deres urdans henover træknuderne, blev gjort til noget tørt og teknisk som egentlig bare drejede sig om at kunne memorere en formel… Men hen ad vejen gik det op for mig, hvor meget mystik og hvor mange uløste gåder, der ligger og lurer i videnskabens dybder, og hvilket under alle de små mekanismer som skaber naturen, og får den til at spire og visne og genfødes, samt hele det kredsløb af energi, der pulser rundt i universet, egentlig er. Jeg tror dog også stadig dybt og inderligt på magien, og jeg føler, at de gamle myter og skabelsesberetninger gemmer på mange sandheder, og jeg tror på, at de tilsammen skaber en hel verden.
De alfer som Kamilla har lagt billeder op af, er et lille kig i mine botanik noter… Hvis jeg kender planterne personligt, og de er blevet mine venner, er det meget nemmere at huske dem, og kende deres egenskaber når de bliver sat sammen med en personlighed.

Vil du præsentere “Lugtløs kamille” for os?
Kamille alfen er inspireret af min farmor, som elskede margueritter. Desværre skulle vi ikke lære noget em den blomst på landbrugsskolen, men da jeg så kamillen i bogen var ligheden så stor, at jeg kom til at tænke på min lille søde farmor. Hun gav altid os småpiger i familien en lille margueritbroche når vi var små, og når vi blev voksne fik vi den store broche, og det var noget helt særligt. Jeg nåede aldrig at blive stor nok til de voksnes broche, før hun var taget videre, men selv til hendes afsked med os var kirken fuld af margueritter… Så det er min lille rare farmor indhyllet i en søsterblomst til hendes yngling.

Ukrudts-alfen “Kvik”, hvad er hun for en?
Uh ha, det er noget tosset noget, for i virkeligheden er hun enhver øko-landmands værste mareridt, da hun formerer sig som en hvirvelvind ud over hele marken, men på tegningen bliv hun så sofistikeret og elegant, at man slet ikke tror om hende, at hun skulle være sådan en strigle. Men måske er det netop hendes plan? At hun forfører sine naboplanter, og dermed charmerer sig ind i alle afkroge af marken?…

Agerpadderok ser ud som om, at han er klar til en svingom?
Han er en værre ballademager! Han står stædigt fast i jorden ligegyldigt, hvor meget man hiver og slider i ham! Og så griner han og leger videre uden, at han skænker det en tanke, at han har slået sig ned på en yderst upraktisk plet i kolonihaven, da der gerne skulle vokse rødbeder og grønkål der til resten af vinteren… – Han er en flabet filur, er han!

Jeg ved, at du har nogle særlige drømme for dig og dine alfer..?
Min drøm er at lave et helt leksikon en skønne dag over den fantastiske natur der omgiver os med alt hvad den indebærer af videnskaber og magi..

Hvis man ligesom mig, godt kunne tænke sig at have dine tegninger hængende, hvordan får man så fat i dig?
Jeg får trykt tegningen af “lugtløs kamille” og “almindelig brandbæger” som postkort på øko-papir i løbet af de næste dage, og så kan de flytte ind i huset, eller flyve ud med posten til en god ven :) Du kan kontakte mig på sniksnaksnik@gmail.com

1. december 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Tro og spiritualitet

Kærligt tilbageblik

Om kærligt tilbageblik
“Kærligt tilbageblik” er en praksis fra den kristne spiritualitet, typisk en aftenmeditation, hvor man ser tilbage på dagen og reflekterer over, hvor og hvordan Gud var tilstede på denne dag. Øvelsen hjælper til at se, hvordan Gud kommunikerer til os mennesker. Gud er tilstede i alt, både de store og små ting, og vi kan lære at se og mærke Guds nærvær. Når vi ser tilbage på dagen, eller ugen, kan vi få øje på små lyspunkter, hvor vi får en fornemmelse af Guds nærvær, som altid er omsorgsfuldt, trygt, kærligt og opmuntrende. I øvelsen forsøger vi at være ikke-dømmende, men åbne for, hvordan Gud møder os i det liv som nu er vores. I resten af november og december vil jeg udgive et indlæg, hvor jeg ser tilbage på den sidste uge. Nedenfor dette indlæg, kan du finde en vejledning til, hvordan du kan lave “Kærligt tilbageblik”.

I ugen der er gået, har jeg noget af tiden gået rundt med en rygsæk af bekymringer. Kender du det? Sådan en altoverskyggende følelse af “hvordan skal det gå?” og “hvad nu med det og det og det…?” (og en lang bekymringsliste der popper op) Der er oprigtigt mange ting at være bekymret for, sådan i det store verdensperspektiv og i det lille perspektiv. Men i denne uge er jeg blevet mindet om, at bekymringsrygsækken skal af, den tynger og gør mine skridt tunge. Der er 3 oplevelser i denne uge, hvor jeg særligt har mærket, at Gud har kommunikeret til mig.

I denne uge, da jeg var allermest bekymret, satte jeg en sang på, som jeg hørte, igen og igen og igen, indtil jeg mærkede, at bekymringerne fløj væk, og jeg følte mig lettere. Sangens omkvæd er: “You’re a good, good Father – it’s who You are – and I am loved by You – it’s who I am. ” Gud er min far, han har skabt jorden, han har skabt mig. Jeg hviler i Guds hånd, som et barn hviler hos sin far. Jeg er elsket, det er min vigtigste identitet, dernæst kommer alt det, jeg forsøger at være og gøre i denne verden. Verdens tilstand er ikke ligegyldig for Gud, han er oprigtigt interesseret i mig og mit liv, og i dem jeg elsker, og hans kærlighed vil til sidst vinde over alt den smerte som findes. Fremover vil jeg tage den erfaring med mig, at jeg kan gøre noget, som at lytte til denne sang, der ændrer mit perspektiv og giver mig fred og tryghed i hjertet.

Jeg blev også mindet om denne tryghed, da jeg lå i min venindes seng, og hun spillede skøn musik på sin guitar. Imens jeg lå der og lyttede til de fine toner, følte jeg mig som et barn, der ligger og lytter til sine forældres puslen og ved, at intet i verden er farligt eller utrygt. Jeg er sikker på, at Gud var tilstede der for at minde mig om det.

Den tredje oplevelse er fra i dag, da jeg var i kirke, og præsten efter nadveren sagde: “Gå med fred”. Den sætning mindede mig om, at Gud ønsker at give mig sin fred. Jeg skal ikke opnå en særlig sindstilstand, hvor jeg bliver i stand til at mærke fred indeni, freden er en gave fra Gud, og der er uendeligt meget af den. Faktisk er der nogle der mener (jeg har ikke talt efter), at der står “frygt ikke” 365 gange i bibelen. Der er et “frygt ikke” til hver eneste dag.

Denne søndag aften tager jeg imod freden og går ud i den kommende uge.
Med fred.

Vejledning til “Kærligt tilbageblik”

Sæt dig eller læg dig roligt ned. Mærk, hvordan kroppen hviler på underlaget og slap af i kroppen.
Ret opmærksomheden på dit åndedræt og mærk, hvordan kroppen bevæger sig i takt med åndedrættet.
Se tilbage på den sidste dag/uge, og overvej om der er sket noget, som har været særligt livgivende eller vigtigt for dig. Stil dig selv disse spørgsmål: Er der er sket noget i den sidste tid, hvor Gud var særligt tilstede? Hvorfor tror du, Gud var særligt tilstede der? Har du lært noget nyt om Gud gennem denne oplevelse? Er der noget i den sidste tid, som du ønsker at tage med videre i fremtiden?
Sid i stilhed så længe du har brug for det og se kærligt tilbage.
Når du er færdig, kan du strække kroppen blidt. Tag det med dig som er blevet vigtigt for dig, du kan fx skrive eller tegne det, for at huske dig selv på det.
Du kan gentage øvelsen dagligt eller ugentligt, og dermed træne dit indre blik for, hvor og hvordan Gud kommunikerer til dig.

29. november 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Skaberværk

Taknemmeligheds-føjleton: landbrugslykke

Som nyligt bedyret vil jeg i resten af november og december ugentligt udgive en lille føljeton med glimt af hverdagslykke og stunder, som gør mig taknemmelig og glad. I denne uge er det øjeblikke fra Kalø økologiske landbrugsskole, hvor jeg er elev. Billederne er taget for nogle uger siden. Håber du vil nyde de smukke billeder af skaberværket herunder, jeg bruger hashtagget #skaberværk på instagram, så følg med der, hvis du vil se flere.

Lækker kål og lykkelig larve

Skøn salat (billedet er nogle uger gammelt) så frosten har nok ødelagt det sidste

får 2 Dejlig fåredame, der var kommet i sygesti, fordi hun haltede.

Afpillet grønkål, ligner nu nærmest et grønkålstræ.

Palmekål, smager godt med smør!

Drøvtyggende jersey-malkeko får smilet frem hos de fleste (se lige det pandehår)

“Hvad har du til mig?” Emma tilbyder malkekoen kålblomster, den sagde “nej tak”

Rødkål i lilla-nuancer, wauw..

Hører også til i et moderne landbrug, ikke så køn, hvem mon har valgt farverne?

Tak for denne gang og hilsen fra fåret!

En buket kålblomster til dig!

26. november 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Selvkærlighed, Tro og spiritualitet

Sårbarhed & regnorme

Det er blevet vinter i Danmark, og jeg elsker det! (Jeg har så heller ikke siddet fast i en snedrive i timer og ventet på Falck) Luften er så frisk og alt er dækket af et hvidt tæppe. Smukt.

Jeg er også kravlet ud af eksamenshulen, og holder for en stund en pause fra at spekulere på regnorme, koens fordøjelse og fordele og ulemper ved pløjning. Jeg har bestået min grundforløbsprøve, og jeg er glad og lettet.

Dagene op til eksamen læste jeg som en gal, og det har givet mig endnu mere lyst til at fordybe mig i naturen og dens vilde mirakler. Jeg har fx fået øjnene op for: regnorme! Vidste du, at regnorme om natten kravler op af jorden og henter blade og planterester, som de tager med ned i jorden og spiser. Når den fortærer sit fund, ryger der samtidig jord med på gaflen, og jord og planterester bliver i “maven” blandet med en herlig tarmslim. Når regnormen s***** det ud, så er resultatet en herlig muld med en klistrende effekt, som har en god indvirkning på jorden. Regnormens gange i jorden er også vigtig for, at der kan komme vand og ilt til planternes rødder. Så hvis du har regnorme i din have så kunne noget tyde på, at din jord er god! (Og lad vær med at hakke dem over med en skovl, det passer ikke, at de lever videre i to dele..)

Midt i min eksamensforberedelse fik jeg også mere lyst til at gøre flere ting, der føles ”lette” og som jeg kan høste energi ved. Når jeg er i en læringsproces (som fx at lære at køre traktor), kan jeg godt blive noget så frustreret.
Det er gået op for mig, at jeg har været meget udfordret i forløbet, fordi stort set intet er kommet let til mig, men har været en overvindelse (både det rent praktiske og det naturvidenskabelige felt, som jeg ikke er vant til). Jeg er blevet strukket og udfordret og har oveni det været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde personligheden til at blive en rigtig landmand.

udvisning af sårbarhed tillades i dette område

Fundet på www.street-art.dk

Nogle gange har jeg haft lyst til at klistre ovenstående skilt overalt på skolen, og det har jeg på en eller anden måde gjort mentalt.

Takket været gode mennesker og min egen vilje, har jeg holdt fast i, at sårbarhed ER en styrke, at det er i orden ikke at være perfekt, og at min tilgang til landbruget er ligeså værdig som andres.

Det er også gået op for mig, at når jeg føler mig udfordret og strukket er det vigtigt, at jeg holder fast i at gøre de ting, som føles lette og gør mig glad. Blogging og fotografering er en af dem, så jeg har besluttet, at jeg vil prioritere det endnu mere igen. Jeg har derfor givet mig selv den udfordring, at jeg i resten af november og december skal lave 3 ugentlige blogindlæg, der tager udgangspunkt i et lille ritual, som gør mig let og glad om hjertet. Og måske kan jeg være med til at inspirere andre til at gøre det samme.

I november og december, vil jeg derfor blogge 2-3 gange ugentligt (eller mere, hvis jeg får lyst) udfra 3 temaer:

Et kærligt tilbageblik
“Kærligt tilbageblik” er en praksis fra den kristne spiritualitet, en aftenmeditation, hvor man ser tilbage på dagen og reflekterer over, hvor og hvordan Gud var tilstede på denne dag (for det tror jeg på, Han er ) Guds nærvær er altid kærligt, omsorgsfuldt, opmuntrende og trygt.. Så øvelsen går ud på at se tilbage på dagen og fokusere på, hvor Gud viste sig og hvor hans kærlighed kom til udtryk. Jeg vil udgive et ugentligt indlæg om, hvad jeg får ud af denne praksis.

Taknemmelighed & glimt af hverdagslykke
En af grundene til, at Tina og jeg overhovedet startede denne blog, var fordi de ville samle på hverdagslykke. Vi skrev om os selv:

“Vi blogger om hverdagslykke, der er øjeblikke fyldt med nærvær, nydelse og ro”

Hverdagslykke kan være en god kop the eller kaffe, der varmer helt ind i sjælen, duften og smagen af nybagt brød med sprød skorpe, solen der titter ind af de beskidte ruder, et hjemmelavet måltid mad til venner, fødderne oppe, et håndskrevet kort. Stunder, hvor alt ikke behøver være perfekt, men det gode, som findes, mærkes og nydes. Som i dag, da jeg nød frostens fine aftryk på naturen:

Jeg vil gerne have øje for disse øjeblikke, stoppe op, nyde, og gemme dem her på bloggen som en taknemmeligheds-føjleton, der giver mig (og måske også dig) øje for, hvad der gør livet dyrebart. Jeg vil udgive et ugentligt indlæg herom.

Øvelse i.. noget med velvære, noget med neglelak eller hårkur eller.. hvad man nu gør..
Jeg læser mange blogs og læser med stor undren og beundring med, når jeg læser sætninger a la “Og her er så min hårrutine” eller “her er ugens neglelak-look”. Det giver mig blandede følelser som: “ej, nu tager det overhånd” og “hmm.. det lyder ret lækkert”. Jeg indrømmer hermed, at jeg sågar er begyndt at sidde og se makeup-videoer, selvom det eneste makeup jeg ejer er en mascara, jeg ikke kan finde ud af at bruge (det endte faktisk med jeg skrev til Nilens jord og bad dem forklare mig, hvordan jeg skulle bruge den… men jeg har opgivet).

Jeg har ikke tænkt mig at skulle til at smøre et lag maling i hovedet hver dag, men jeg synes, der er noget rigtig skønt i det at pleje sig selv lidt ekstra udover de daglige (kedelige) rutiner. Så det vil jeg prøve – jeg ved ikke endnu hvordan helt, men jeg kunne godt tænke mig at prøve nogle velværeprodukter, økologiske og med hensyn til miljøet, gerne hjemmelavede og ikke al for komplicerede (mascara er over mit niveau ;)) Og så vil jeg ytre mig lidt herom efterfølgende og “anmelde” det jeg nu prøver. Så har du ideer til hjemmelavede velværeprodukter eller andet, så tip mig gerne herom. Jeg tænker at blogge herom hver anden uge.

Jeg håber også at kunne præsentere nogle gæstebloggere for jer i den kommende tid, jeg har allerede lavet en aftale med min gode veninde, klasssekammerat og dygtige kunstner Astrid, som tegner magiske tegninger og har et vigtigt budskab på hjerte.

Nu vil jeg sippe varm te og nyde nogle af de skønne vinterbilleder jeg tog i morges.

23. november 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Alt mellem himmel og mark

Brok & Bonderøven

Tina har spurgt om jeg vil fortælle lidt om min hverdag på landbrugsskolen, om hvad jeg laver og sådan.. Det vil jeg gerne, men jeg synes ærlig talt, at jeg ikke har haft tid til at blogge, siden jeg begyndte på skolen i september. Altså udover mit protestbrøl “En rigtig landmand”

Nu gør jeg forsøget og starter lige ud med lidt godt gammeldags brok:
Inden jeg startede på skolen, kom der en ny erhvervsskolereform, som betyder, at jeg kun har 10 ugers grundforløb på skolen, hvorimod man tidligere havde 2o uger. Eller det vil sige, fordi jeg har en studentereksamen, så er jeg kun berettiget til 10 uger. Kan du forstå, hvor tosset det er? Fordi man har siddet bænket til en stol i 3 år, læst Iliaden og islandske sagaer, så kan man godt nøjes med 10 uger af grundforløbet. Det er direkte dumt og mine lærere er ret enige om, at en studentereksamen ikke giver bedre forudsætninger for at lære at pløje..

Forløbet har af gode grunde (for vi skal lære det samme) været hulens intenst indtil nu. Og jeg er i den grad udfordret både på det praktiske og teoretiske plan. På det teoretiske plan, fordi jeg ikke kan huske noget fra gymnasiet som jeg rent faktisk ville kunne bruge.. fag som biologi og kemi, og så synes jeg den praktiske side, især i forhold til maskiner, er ret udfordrende. Jeg er i gang med at lære at køre traktor og påmontere 5 slags redskaber inden vores grundforløbsprøve om en uge.. Jeg skal kunne sætte en plov, stubharve, såbedsharve, langefingerharve (jeg kom til at kalde “pillefingerharve”) og en græsafpudser på en traktor. Det er svæært, synes jeg, og det går alt for stærkt til at jeg føler, at jeg kan nå at lære det!

Men nu stopper jeg med at brokke mig (i hvert fald i dette indlæg) og vil i stedet berette om, at jeg har mødt Frank Erichsen aka Bonderøven!

Jeg og mine klassekammerater fik den ære at møde ham igår. Vi var på Kastaniegaarden, hvor vi fik en spændende rundvisning på gården, plukkede æbler, der skal laves til cider og spiste frokost i det nye stuehus. Skorstenen var kommet på huset dagen før, så Frank tændte op, da vi sad på gulvet med vores medbragte madpakker.

Det var ret stort at møde ham, det var vi vist alle enige om! Ikke mindst fordi han er en inspiration for mange af os, der har valgt den økologiske landbrugsskole og ønsker et liv med selvforsyning og en bæredygtig livstil. Frank er ligeså flink, entusiastisk og god til at fortælle i virkeligheden, som han er på skærmen.. og ved du hvad? Han fortalte, at der i weekenderne kører mellem 50-100 biler forbi gården og sætter farten ned for at lure fra vejen.Byen, hvor han bor, ligger laaaangt ude på landet, så det er ikke fordi, man “bare lige” tilfældigt kommer forbi.

Det er ret vildt, at han er blevet sådan en kendis, men han er trods alt virkelig kendt for noget godt, så jeg fortsætter med at være stor Bonderøv-fan og holder ud på skolen med tanke på mine drømme om selvforsyning, landliv og en hverdag tæt på skaberværket.

Ps. Franks søn, Johan, der ofte er med på skærmen, var også med i æblehegnet. Til sidst blev han ret utålmodig og ville gerne hjem. Frank sagde så: “vi er færdige liige om lidt”, og Johan udbrød: “Det siger du A L T I D”. Vi var ret færdige af grin over den fine lille kommentar, der sikkert har en grad af sandhed i sig ;)

2. november 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Alt mellem himmel og mark

En rigtig landmand

I dag vil jeg synge en lille protestbrøl udover marken. Den er affødt af den første tid på landbrugsskolen, og mit møde med en ideen om “den rigtige landmand” (der prædikes af.. lad os bære være ærlige.. visse mandetyper..)

Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg ikke skal være “en rigtig landmand.” I hvert fald ikke, hvis det betyder, at man så skal:

– Kunne holde hånden på et stødhegn for at se, om der er nok strøm i
– Lade være med at tage sikkerhedssele på i traktoren
– Ikke gå så super meget op i sikkerhed, for det vigtigste er “jo, at få noget fra hånden”
– Helst udstråle “jeg har styr på det pis” (selvom man måske ikke har)

I dag er jeg træt af den hårde maskuline mande (-og kvinde) verden!

Derfor erklærer jeg hermed, at jeg vil være en slags landmand, der:

– arbejder for at nedbringe landbrugets topplacering inden for arbejdsskader (hvorfor mon!)
– ikke sætter mit og andres helbred over styr
– tør være sårbar og spørge andre om hjælp…
– ….. husker mit måleinstrument til hegnet, så jeg ikke behøver bruge min hånd.. ‪
– Siger “puttehøne” og “søde skatter” til alle dyrene:

19. oktober 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Alt mellem himmel og mark

Svejseprøve & landmandstesten

“Svejsning”, er det ikke sådan noget med en masse gnister”? Var min første tanke, da jeg fandt ud af, at vi her i den allerførste skoleuge, skulle i gang med et sikkerhedskursus for at få lov til at svejse.

Jeg bestod prøven! Kort fortalt handler kurset om at kunne skabe sikkerhed ved svejsning og dermed minimere risikoen for ulykker og sygdomme. Hvad jeg ikke vidste er, at der ved svejsning opstår en forurening som blandt andet kan være kræftfremkaldene, så der er alt mulig grund til at have styr på korrekt udsugning og åndedrætsværn. Jeg er stadig lidt forbeholden over for rent faktisk at skulle svejse, men det kan vel læres!

Der er dog en anden prøve, jeg endnu ikke har bestået, og det er den såkaldte “landmandstest”. Det går kort sagt ud på at holde trit med en landmand, der bevæger sig hastigt henover en mark eller en gårdsplads. Jeg troede, at jeg gik hurtigt, men jeg må sande, at jeg nok skal træne lidt, for at kunne følge med over en en længere strækning (pyhh)

I denne uge er jeg blevet bekræftet i, at det er dyrene, der interesserer mig mest, og vi er begyndt på fagene “kvæg” og “svin”. Jeg har lært, at når man omgås køer skal man bevæge sig med rooooolige bevægelser.. Ko-fulness?

Indtil videre er det meste af undervisning foregået med bagen på en stol, så jeg nød derfor ekstra meget i torsdags, hvor vi var ude hos dyrene, på marken og på gårdbesøg hele dagen afsluttet med en gåtur på 5 kilometer i landmandstempo. Solen skinnede, kalvene var fjollede, der var mudder under skoene og der var overdådig kage, da vi kom tilbage på skolen. Skolens køkken er selvfølgelig næsten 100% økologisk og selvforsynende med flere slags grøntsager og kød.

I den første uge, har jeg også forunderet lidt over, hvor distanceret jeg (og mange andre mennesker) er fra den mad vi spiser. Der er så meget, jeg slet ikke aner om produktionen af de dyr og grøntsager, jeg spiser på daglig basis. Jeg vidste for eksempel ikke, at man i Danmark systematisk slår tyrekalve ihjel efter fødslen, fordi man ikke kan bruge dem i mælkeproduktionen (tyrekalve kan ikke give mælk, altså… hvis du skulle være i tvivl ;) ) Man skelner nemlig mellem køer til malkning og til kødproduktion, og derfor bliver de et “spildprodukt” i mælkeproduktionen, fordi de åbenbart ikke kan svare sig at fede dem op. Det er altså rigtig trist.

På skolen mener man, at det er en etisk problem, og man har derfor valgt at kastrere kalvene (når de er blevet kastreret hedder de nu “stude”) og så bliver de slagtet senere hen. Vi var oppe og hilse på studene, og min frygt for køer blev gjort til skamme. De kom os løbende (med rooolige bevægelser) i møde, fulgte os lige i hælene og var yderst tamme og nysgerrige. Ja, faktisk så pågående og ivrige efter at bide i tasker og jakker, at man var nødt til at give dem et lille dask, hvis de blev for pågående. Åh at være en jersey-ko blandt ivrige elever, der altid står til rådighed med et kærligt ko-klap!

Mere om køer en anden gang, hvor jeg forhåbenligt er blevet klogere på dette væsen:

Muh

/Kamilla

12. september 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Skaberværk

Jeg vil leve under et kirsebærtræ

Det sker noget med mig, når jeg står under vores kirsebærtræ, og plukker det ene næsten-sorte-modne kirsebær efter det andet.

Eller står med handsker på og læner mig ind i en stikkelsbærbusk. Eller strækker mig på tå efter en solmoden mirabelle. Eller når jeg plukker hybenroseblade, og hælder dem på flaske sammen med hjemmelavet sirup.

Det er lidt svært at sætte ord på, hvad der sker. Det er som om, at min hjerne falder til ro i det, at jeg ser hænderne arbejde og lidt efter lidt har jeg høstet en hel bunke frugt, som ikke bare smager godt, der under åben himmel, men som jeg også ved, kommer til at glæde dem, der skal spise min stikkelbærsuppe, kirsebærsovs, hybenmarmelade, solbærsyltetøj og rosensirup.

Da jeg arbejdede på kontor i en betonklods, føltes det dagligt som om, at jeg var låst inde i min krop. Lange dage foran computeren med øjnene i samme retning og kroppen i samme positur. Jeg var overvældet, træt og oftest utrolig ugidelig, når jeg fik fri. Efter bare få måneder vidste jeg, at det ikke var dét, jeg skulle for good. Efter bare et år som færdiguddannet og i job, var jeg vej på videre. På vej ud ud af København og tæt på naturen. Og nu står jeg her.

Jeg føler en ro, jeg ikke har følt i mange år. Efter slidsomme år med studiet og arbejde. Dét har ikke altid været studiets og arbejdets indhold, der har presset, men mere hele set-uppet omkring at sende min hjerne på overarbejde og min krop på pension. Hurra for dem, der kan få et kontorarbejde og en marathonkarriere til at spille sammen, jeg kunne ikke. Oftest faldt jeg helt død om på sofaen og orkede hverken at handle, lave mad (spørg bare min mand), eller andet end at krybe ned i sofaen. Byens larm var også en konstant stressfaktor. Alt i alt var det slet ikke holdbart, hverken for humøret eller for min helbredstilstand. Jeg er glad for, at jeg sagde stop.

Jeg ved ikke, hvordan fremtiden helt ser ud, udover at jeg skal gå på økologisk landbrugskole og måske får svært ved at finde en praktikplads. Jeg ved bare, at jeg skal bruge mine hænder, aflaste min hjerne og være tæt på skaberværket og gøre mennesker glade med skabersværkmad.

18. august 2015 by Kamilla Maria Jakobsen

Older Posts

Newer Posts