I dag og de næste dage vil jeg dele nogle digte under overskriften “En mosaik af brudt liv”. Digtene er skrevet af mig og netop udgivet i bladet Til Tro, der har temaet “Ord”. Jeg har tidligere skrevet om det her. 

Fælles for digtene er, at de beskriver menneskelige erfaringer som ensomhed, skam, sorg, forladthed. Følelsen af ikke at høre til, ikke at blive forstået eller mødt. Ikke at kunne finde ro. Ikke på et abstrakt plan, men erfaret af mig. De beskriver også mødet med en Gud, der kan bære disse menneskelige erfaringer og følelser og som møder mig lige der.

ET FAMILIELIV
Gud,
jeg er faldet sammen på gulvet
foran mine søstre og brødre
du ser på mig med kærlighed
men kan ikke trøste

Jeg ser, du samler mig op
du skærer dig på mine skarpe kanter
det bløder fra din hånd

Du græder over den smerte
som bor i mig

Jeg ser en ømhed i dine øjne
som jeg aldrig har set før
den er konstant
du skæver ikke engang til din smartphone af og til
eller til uret der tikker

Du ser på mig

Jeg er brudt
men ikke ødelagt
du samler mig op
bærer mig ned igennem flokken

Vi er et

Stik mod mine egne forventninger, kom der ikke noget indlæg på bloggen i går. I går blev afsat til hjerteåbnende samtaler af den slags, hvor jeg bagefter ikke er i tvivl om, at der findes virkelighed fred og frihed. Ikke fordi alt er perfekt, men fordi når vi oplever ægte fællesskab, ægte nærvær og kærlighed,  når vi bliver set, elsket og forstået, så må skammen vige og friheden flytte ind.

Jeg ønsker erfare dybere, hvad det vil sige,  at jeg leve under Guds kærlige øjne. I går mødte jeg mennesker, der minder mig om den virkelighed, der nogle gange synes langt væk fra mine egne billeder af mig selv.

Må adventstiden være en tid, hvor vi også bliver mindet om, at der findes en kærlighed, som sprænger alle vores forestillinger og løgne om os selv.

Julenat møder Gud os som spædbarnet i krybben i en stald. Ikke som en magt i et kongeslot, men som et sårbart barn. Som kærlighed, der er tilgængelig for alle.

Esajas, en profet i det gamle testamente, forudsiger Jesu betydning på denne måde:

“Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land”.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys.  Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”(Johannes-evangeliet kapitel 8, vers 12)

Jesus er lyset, der kommer til verden og overvinder mørket.

Jesus siger til os: “I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.”
(Matthæus-evangeliet kapitel 5, vers 14)

I adventstiden tænder vi lys. Lad der ikke bare blive lyst i vores stuer, men lad os lyset fylde vores hjerter, så vi kan lyse og skinne for hinanden.

Lad os være lysbærere.

Du som er livets væren.
Du som er fredens væren.
Du som er tidens væren.
Vær hos os denne aften og nat.

Inspireret af keltisk bøn fra bogen “Du er min ø i havet”

Her er en smuk morgensalme skrevet af Holger Lissner, som så fint beskriver, hvordan Guds fred kan opleves.
Jeg vil tage ordene med mig ud i dagen og håber, at du vil gøre det samme.

Guds fred er glæden i dit sind,
når morgenlyset vælder ind,
når nattens drømme svinder hen,
og livet synes godt igen.

Guds fred er styrken i det ord,
der søger dig, indtil du tror,
at det, som ser umuligt ud,
dog er en mulighed for Gud.

Guds fred er sangen i dit blod,
når kærligheden gir dig mod
og lyst og kraft og overskud,
så du formår at holde ud.

Guds fred er løftet på den dag,
hvor du har lidt dit nederlag,
men Kristus kommer ind til dig
og siger mildt: Din skyld tar jeg.

Guds fred er trøsten i dit savn,
når sorgen tar dig i sin favn,
et stædigt håb, der tror og ved,
vi lever i Guds evighed.

Guds fred er lyset i den nat,
hvor døden griber i dig fat,
men Kristus bryder ind med sit:
Giv slip, for dette barn er mit!

Kom, Jesus Kristus, kom herind,
og giv mit trætte, bange sind
den fred, jeg kun kan få af dig,
og som du selv har lovet mig!

[De næste 24 dage begiver jeg mig ligesom “de vise mænd” ud på en rejse, hvor jeg søger barnet i krybben. Gennem daglige ritualer, handlinger, bønner og bibelord, vil jeg vandre mod barnet; kærligheden der fødes ind i vores verden, og i vores hjerter, hvis vi giver den lov. Følg med her.]

I vindueskarmen ved siden af min Krisusfigur ligger der lige nu en negleklipper, en hårelastik, en kam, et linseetui, et glasvand og nogle kastanjer, der er blevet indsunkne og krøllede.

Der var har jeg kom til, da jeg smed tingene en efter en.

Kønt er det ikke, men symptomatisk for tilstanden herhjemme for tiden.

Kristus, jeg lægger mit rod, mit levede liv, foran dine fødder.

Og jeg fyldes af dine ord:

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile”            (Mathæusevangeliet kapitel 11, vers 28)

Jeg er overhovedet ikke vild med at løbe, jeg synes det er noget så kedeligt.

Men engang i mellem løber jeg dog alligevel. Jeg spurter for at slippe min krop fri.

Jeg løb i dag, fordi min krop var ved at eksplodere i vrede. Når jeg spurter er det ligesom, at min vrede for afløb gennem kroppen, jeg giver bedre slip på noget tungt og får plads. Og min krop rummer en råstyrke, jeg havde glemt fandtes.

Jeg sparkede også til et træ, men fik straks dårlig samvittighed. Træet skal ikke bøde for mine konflikter med mennesker.

Så jeg løb. Spurtede i gummistøvler. I natbukser. Gennem mudderpøler. I regnvejr.

På jagt efter fred.

[De næste 24 dage begiver jeg mig ligesom “de vise mænd” ud på en rejse, hvor jeg søger barnet i krybben. Gennem daglige ritualer, handlinger, bønner og bibelord, vil jeg vandre mod barnet; kærligheden der fødes ind i vores verden, og i vores hjerter, hvis vi giver den lov. Følg med her.]

Hvad gør vi, når tankerne fyldes af bekymringer? Når vi ser al den smerte og det kaos som hersker i vores verden, i vores liv og hos de mennesker vi elsker?

Nogle gange er det som om, at tankerne bare kører derud i en uendelig spiral og vi sidder helt lammede og frygtsomme tilbage.

Bibelen udfordrer min bekymringsheds-spiral. I et brev skrevet af Paulus til en menighed i Filippi, står der sådan her:

“Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde. Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre.”

Denne morgen beder jeg:

Jesus, hjælp mig til at fylde mine tanker med alt det, som jeg kan være taknemmelig for.
Hjælp mig til at få øje på alt, hvad der er sandt, hvad der er rigtigt, hvad der er rent.
Denne dag vil jeg fylde mit sind med alt det som er værd at elske og tale godt om det.
Tak fordi du, fredens Gud, altid vil være med mig.

[De næste 24 dage begiver jeg mig ligesom “de vise mænd” ud på en rejse, hvor jeg søger barnet i krybben. Gennem daglige ritualer, handlinger, bønner og bibelord, vil jeg vandre mod barnet; kærligheden der fødes ind i vores verden, og i vores hjerter, hvis vi giver den lov. Følg med her.]

Der findes ord og sætninger, som jeg kan blive åndeligt mæt af at indtage. Jeg er vokset op med bogen “Vær den du er” af Margareta Melin, og jeg holder meget af den. I dag stødte jeg på disse ord, som jeg vil dele med dig:

“Vi har ikke alle fået lige megen kærlighed. Om du har fået nogen kærlighed, så giv den videre! Den kærlighed, man giver, forsvinder ikke, tværtimod – den vokser.
Den eneste måde, man kan forøge sin kærlighedskapital på er at sætte den i omløb.

Hvis du er bange for menneskene, så giv din kærlighed til træerne og fuglene og jorden under dine fødder. Når bare du giver den videre, vokser den. Og i samme takt som kærligheden vokser, svinder angsten ind”.

[De næste 24 dage begiver jeg mig ligesom “de vise mænd” ud på en rejse, hvor jeg søger barnet i krybben. Gennem daglige ritualer, handlinger, bønner og bibelord, vil jeg vandre mod barnet; kærligheden der fødes ind i vores verden, og i vores hjerter, hvis vi giver den lov. Følg med her.]

Teknikken har drillet på flere fronter i går og i dag. Nu er gårsdagens endelig indlæg oppe, og jeg har lavet nye temabilleder til julekalenderen. Billederne har også drillet, og jeg var nødt til at lave der om flere gange. Efter at have brugt mindst 1 time på det hele var mine skuldre kravlet op under ørerne, mine tænder sammenbidte, og det gik op for mig, at jeg havde holdt vejret (ikke i 1 time dog), men nok til, at jeg følte mig helt presset i kroppen.

Jeg lagde mig derfor fladt på sofaen og fokuserede på åndedrættet. Uden at lave det om, men bare lade det finde sit naturlige leje.

Medmindre vi er syge eller forpustede kommer åndedrættet helt naturligt, og sender små kærlige bølger igennem kroppen.

Bibelen beskriver, hvordan mennesket kom til live ved, at Gud blæste sin livsånde ind i næseborene.

Åndedrættet kan minde os om vores forbindelse til Gud. Gud blæser sin ånde i os og vi skal intet gøre.

Vi ånder uden at skulle præstere, men kan hvert sekund tage imod livets gave.

Selvom jeg vågnede træt i morges, med spændinger i nakken og osteklokke-fornemmelse, så kunne jeg slet ikke lade være med at blive glad og rørt af den smukke frost.

Alting bliver bare smukkere af et lag frost, mere klart, mere glinsende og eventyrligt. Jeg nød gåturen, lagde mig i græsset for at tage billeder helt tæt på, kunne slet ikke lade være med at stoppe op og nyde.

Det fredfyldte øjeblik blev aflyst af at vores 4,5 mdr gamle hvalp fik færden af et rådyr og stak af fra os, imens der var jagt i skoven.

Fra fred til kaos. Hjertet oppe i halsen, katestrofetanker og vild forvirring. Min mand måtte trods hold i ryggen spurte efter og fange hende.

Nu ligger manden med smerter på sofaen og hunden i sin kurv. Fred efter kaos.

Og jeg nyder billederne fra i morges. Skaberværket kan i den grad åbne mit hjerte.

Jeg er lige kommet hjem fra en gåtur sammen med David og vores hundehvalp Karla. David forbereder aftensmaden, imens jeg hygger med at skrive dagens indlæg. Jeg overvejede at smide mig på sofaen med det samme, men i stedet brugte jeg 5 minutter på at rydde op, tænde lys og sætte musik på (der er stadig jord og blade på gulvet efter Karlas graveri i oliventræet, men det på vente..) Da jeg var landet i sofaen, kom David med et fad med clementiner og pistacienødder. Jeg blev så glad!

Der skal ikke så meget til at sætte en stemning, og skabe rammer for hygge, nærvær og ro. Og lige præcis den erfaring understreger dét, jeg har tænkt på i dag, som et skridt mod julefred: forberedelsen.

Hvis julefreden skal være en gæst, må jeg byde den velkommen ved at forberede mig og gøre plads til den. Jeg tror, at Gud kan møde os i alle situationer, men jeg fornemmer, at vi  mennesker ofte har gavn af ritualer eller rammer, der gør, at vi kan indstille hjertet på at møde Ham. Ved eksempelvis at tænde et lys, knæle, folde hænderne, lukke øjnene, bøje kroppen eller se op. Gøre noget aktivt for at møde ham. Tage et skridt i tanke og handling.

I dag har jeg ryddet op og gjort et fysisk sted klart, som er dedikeret til stilletid og eftertænksomhed. Hver morgen vil jeg sætte mig, lave nogle kropsøvelser, læse lidt og indstille mig på at møde barnet i krybben.

Jeg har hidtil ikke været så selvdiscipleneret, når det gælder daglige rutiner, fordi jeg har en overbevisning om, at det er kedeligt at gøre det samme hver dag.. men samtidig så fornemmer jeg også en længsel efter at indføre et ritual, hvor jeg fokuserer på at åbne hjertet og møde Kilden til glæde, fred og kærlighed.

[Fra 1. december – 24. december begiver jeg mig ligesom “de vise mænd” ud på en rejse, hvor jeg søger barnet i krybben. Gennem daglige ritualer, handlinger, bønner og bibelord, vil jeg vandre mod barnet; kærligheden der fødes ind i vores verden, og i vores hjerter, hvis vi giver den lov. Følg med her ]

Jeg synes juletiden kan være en forvirrende tid. En tid, hvor jeg mærker et forventningspres, en tid med overforbrug og gaveræs, utallige gøremål, rejseri, alt for meget sukker og fed mad, der efterlader en tung fornemmelse i kroppen. Foruden masser af sociale sammenkomster, der overvælder.
Jeg længes efter noget andet. Julen handler om at Jesus blev født, Gud blev menneske og lod sig føde ind i vores verden. Han kom med fred og kærlighed, og han rækker os den kærlighed.

I december vil jeg endnu engang øve mig i at tage i mod den gave.

Åbne mit bekymrede hjerte op for den kærlighed, fred og glæde, som bliver rakt mig. Dele den med andre, give og modtage i kærlighed.

Jeg vil bede, lytte og meditere.

Jeg vil bruge tiden på at få god næring, mentalt, fysisk og åndeligt.

Jeg vil læse, fordybe mig og lære.

Jeg vil øve mig i taknemmelighed for det jeg har.

Jeg vil bevæge min krop, lade mig bevæge og søge ind i en større kropslig og åndelig lethed.

Jeg vil glæde andre og give mig glæde.

Jeg ved ikke, hvordan vejen ser ud, men jeg vil turde at søge.

Målet er at hjertet må åbne sig for gaven, at jeg må få styrket min tro og erfaring af at kærligheden kan slå rod i mit hjerte.  Så december bliver andet en julestress. En tid til at åbne hjertet for kærligheden, glæden og freden.

En sang. En gåtur. En bøn. En note. Et brev til en ven. Et billede. Et klem. En solnedgang. En bevægelse.

Der er så meget, der kan åbne hjertet, jeg ved det, men nu vil jeg fokusere – aktivt søge. Jesus siger: “Den der søger skal finde”

Jeg skal nok finde den. Julefred.

Vil du følge mig på rejsen?

[De næste 24 dage begiver jeg mig ligesom “de vise mænd” ud på en rejse, hvor jeg søger barnet i krybben. Gennem daglige ritualer, handlinger, bønner og bibelord, vil jeg vandre mod barnet; kærligheden der fødes ind i vores verden, og i vores hjerter, hvis vi giver den lov. ]