Du er…

Jeg kan stadig huske ordene. Som barn og som ung (og nogle få gange som voksen) har andre mennesker givet udtryk for, hvordan de ser mig.

Som barn hørte jeg ofte, ‘at du er meget stille’. Jeg husker også en lærer, der kiggede på mig og sagde, at jeg skulle smile noget mere.

Eller at jeg tænkte for meget over tingene. En arbejdsgiver (da jeg forlod et praktikforløb) sagde, at jeg skulle få mere hår på brystet.

Sætninger jeg stadig kan høre for mig.. og blikket. Følelsen af at være vurderet og fundet for let..

Måske har det været sagt med en intention om at kalde noget frem – at opmuntre til at blive mere fri. Men for mig – og sådan tror jeg det er for de fleste – har sådanne ord ikke haft nogen fremmende effekt. Tværtimod. Det efterlader så nemt følelsen af, at ikke at være god nok.

For følsom. For sårbar. For stille.

I mange år var det mærkater, jeg havde på mig. Jeg har oplevet, at andre har sat mærkaterne på mig. Og jeg har ladet dem sidde.

Jeg smiler. For ordene har ingen vægt mere.

Jo, jeg er følsom. Sårbar. Nogle gange stille. Men det er gaver, jeg har fået.

Er det ikke interessant? At det der, i andres øjne, åbenbart var en kilde til undren, er blevet min stærkeste force?

Har du oplevet det samme? At det, du troede var din hæmsko, er blevet dit stærkeste kort?

FØLSOM, er det at være sådan en, der føler meget, græder let, er nem at ryste ud af kurs? En der tager tingene for nært, og lader sig overmande af sine følelser.

Jeg har brugt mange år på at få et mere balanceret forhold til mine følelser, men jeg bliver samtidig mere og mere glad for følsomhedens gave.

Evnen til i høj grad at kunne mærke andre mennesker. Ikke bare lytte til, hvad der bliver sagt, men også til i høj grad at kunne fornemme, hvad der sker ovre i den anden. Det indebærer en høj grad af empati og evne til at kunne læse de små træk i ansigtet, bevægelserne, kropssproget, det ordløse. Gaven kan være med til at give andre en oplevelse af at blive forstået, set og spejlet.

Jeg er dybt taknemmeligheden for følsomhedens gave og de ekstra antenner, det giver mig i mødet med andre.

SÅRBAR. Ordet bærer det i sig: at tage en risiko – hvor man kan ende med at blive såret. Er sårbarhed svaghed? Er målet at kunne undgå at blive såret eller at gemme sine sår og bløde punkter væk?

Sårbarheden som en gave er evnen til at være ‘med det, der er’. Ikke at behøve at opbygge en hård facade, men at være i kontakt med livets facetter. Skyggerne og lyset. At gribe og mærke livet.

Sårbarheden er blevet en stor gave i mit liv – især der, hvor jeg gennem min egen sårbarhed, kan være med til at sætte andre fri til at mærke det, de mærker og føler.

At være i kontakt med sin egen sårbarhed er en styrke. At turde være sårbar giver grobund for at kunne vandre med i andres livslandskab. Da jeg mistede min far, var jeg i kontakt med dybe følelser af afmagt, nu kan jeg følges med andre i samme situation.

STILLE “Du er godt nok stille.”

Tænk, hvis ordene i stedet var blevet sagt med følsomhed og nysgerrighed – gad vide, hvad du tænker på? – gad vide, hvad der foregår inde i dig?

At være stille er også evnen til at observere. At holde sig tilbage for den anden. Giv den anden plads. At stille spørgsmål i stedet for at komme med svar. At turde være i pausen og mellemrummet. At minimere støj og elske det usagte. Jeg er taknemmelig for den gave.

Jeg vil også medgive, at stilheden for mig nogle gange har været et udtryk for en tilbagetrækning. At holde sig tilbage.

Men det er ikke nødvendigt længere. At trække mig tilbage.

For nu tør jeg bruge følsomhedens og sårbarhedens gave.

Hvad er din stærkeste gave?

I mine år med med perioder af angst og depression, har ferier været det værste. Dage uden mål og mening, dage hvor man skal “mærke efter”, hvad man har lyst til. Dage hvor man helst skal have det godt, komme ned i gear, nyde og slappe af… ferier har altid føltes som en ekstra præstation og med endnu mere uro, angst og tristhed.

For 14 dage siden sagde jeg til David, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville afsted på denne ferie, som er en gave vi har fået,
fordi jeg ikke kunne overskue at komme væk fra hverdagen.

Jeg har ikke haft depressive perioder i 2,5 år, men alligevel lurede frygten. Frygten for tomrummet og for alt for meget “hvad har du lyst til nu??” og “ih, nu skal vi have det rart”.

Jeg skrev denne tekst for et halvt år siden inden en mini-ferie og den gælder stadig:

“I morges da jeg vågnede mærkede jeg den straks. Uroen. Den er så velkendt. I årevis fulgte den mig tæt, og var også i lange perioder nærmest konstant, en angst. Det er den heldigvis ikke længere, men når jeg skal noget vigtigt, så kommer den på besøg.
Uro og bekymringer. Om mennesker jeg holder af. Om hvordan turen vil gå. Om det bliver hyggeligt, tænk hvis vi bliver uvenner? Hvis maden er ringe, hvis pengene er spildt, allermest uroen over, om jeg kan finde ud af at være glad og have det godt, imens vi er afsted. Forventningernes byrde.
Jeg scanner mig selv og håber ikke at finde den, uroen, og så er den der med det samme. Indtil jeg minder mig selv om, at den godt må være der. Og jeg taler højt om den, og vi aftaler, at turen må være 50% god og 50% træls, og vi griner, fordi vi forestiller os, at vi bliver sure og skuffede og ting går galt. Ikke som en ønsket profeti, men som en måde at sige: Det er okay, hvis det sker. Og uroen letter lidt. Når den får lov at være der, så føles den pludselig ikke så farlig.

Og jeg pakker min taske og spørger den venligt: Nå, er du klar til, at vi tager afsted?
Og jeg kan mærke, at den tøver lidt, og jeg siger: Du må altså godt være med.”

Nu er vi på ferie i Skagen. Her er rart. Vi besluttede at tage afsted, ikke at planlægge noget bestemt. Skrue forventninger ned. Det er egentlig rart.

Minde os selv om: det er okay at være i dårligt humør på en ferie. Det er okay at længes efter hverdag. Det er okay, at været ekstra sensitiv, overstimuleret, træt eller forvirret.

Indtil videre har jeg nydt ferien, og min bedre halvdel har båret over med et par vrissende sætninger, hvor jeg egentlig bare har brug for ro og at stene.

Ferie er godt, hverdag er bedst.

Det var mors dag i søndags. Jeg skrev denne tekst i anledningen:

I dag vil jeg gerne hylde det åndelige moderskab!
Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde får vores egne børn. Lysten og behovet er endnu aldrig dukket op hos os. Men jeg genkender mig selv som mor, åndelig mor, for børn og for voksne som har brug for at blive set og elsket, uden krav, bare af ren og skær kærlighed. Det er ikke kærlighed uden omkostninger, uden bekymring, uden ondt i hjertet. “Gid du havde været min mor”, var der en, der sagde fornylig. Og jeg kunne af hele mit hjerte sige “Ja, gid jeg havde været det.. så havde jeg passet godt på dig”. En af privilegierne ved ikke at have egne børn er også at kunne give særlig opmærksomhed til andres børn. Vi bliver jævnligt inviteret til børnefødselsdage som udvalgte gæster og det rører mig hver gang.. hvor er vi rige! Tænk at få lov at holde en del af et lille liv i sin hånd!
Glædelig mors dag!

Jeg planter mine tårer.

Jeg føler det stærkt i denne tid. En sorg over at se mennesker, der lider. Se ind i øjnene på mennesker, hvis liv er gået i stykker og som kæmper en svær kamp. Jeg føler sorg over det. Har medfølelse, og nogle gange medlidelse.

Engang prøvede jeg at afvise sorgen. Tænkte at målet måtte være, at jeg skulle blive stærkere og mere robust med tiden, så jeg blev mindre berørt. Men det er ikke sådan det er, og jeg stræber ikke efter det længere.

Målet er ikke at blive mere robust, men at lade mit hjerte blive forvandlet. Mere blødt, mere levende, mere ægte. Også selvom det betyder, at jeg kommer til at græde mere.

Jeg kan ‘plante mine tårer’, lærte jeg fornylig. Når vi græder, kan vi lade vores tårer blive plantet hos Gud, og han vil forvandle dem til glæde. I bibelen er der et løfte: “De, der sår under tårer, skal høste med jubel.”

Vores tårer er et bevis på længsel efter en bedre virkelighed. En bedre virkelighed for os selv, mennesker og verden. Jeg oplever, at det er nødvendigt at jeg planter mine tårer et sted. Ikke i min egen jord, men i Guds, i tillid til Guds kraft og kærlighed. Jeg kan så, men det er Gud, der giver vækst. Jeg tror, at jeg kan plante dem igennem bøn, ved at sige “her er mine tårer”. Hos Gud går de ikke til spilde, de bliver gemt hos Ham.

Det er et mirakel hver gang et frø lægges i jorden og noget nyt spirer frem. Hvad enten det er et sædekorn eller en tåre.

Her er en bid fra en prædiken jeg lyttede til fornylig. Den er frit oversat fra engelsk.

“Gud siger gennem profeten Ezekiel: “Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød” Hvad betyder det?
Når Gud kommer ind i dit hjerte, bliver dit hjerte mere et hjerte. Det bliver blødere. Det bliver mere sårbart. Du bliver lettere berørt. Med andre ord: du føler ondskaben og smerten omkring dig, og du føler menneskers smerte, mennesker som er ofre for ondskab. Du føler sorg over det onde. Du føler de ting, der sker omkring dig. Før kunne gjorde du måske ikke, du havde forsvarsmekanismer, for at distancere dig til mennesker omkring dig, når du så onde mennesker, distancerede du dig til dem (…) Når du så mennesker omkring dig, der var i gang med at ødelægge deres liv, så tænkte du måske: “Nå, det er deres eget problem, det er ikke mit problem.”
Nu ved du, hvad du har, og du ved, hvad de kunne være! Der er alle mulige grunde til, at når vi bliver kristne og oplever Guds nåde, så kan vi forvente at græde mere… (..)”

Timothy Keller, Praying Our Tears

Jeg vil plante mine tårer og høste med glæde!

Her er nogle tanker om 2020. Et tilbageblik. En lille række af tanker og følelser, der dukkede op, da jeg så tilbage på 2020 og ser frem mod 2021.

Det første, der dukker op, når jeg tænker på 2020, er:

Kærlighed
Nogle gange møder ‘man et menneske, der bliver ens vej’ skriver Niels Erik Nymann så smukt i bogen ‘Gæstfrihed’. Sådanne møder har året været præget af.  Møder med mennesker, der har rørt mig og bevæget mig. Jeg er blevet vært og har åbnet mit hjem og hjerte. Jeg har været ‘gæst’ hos mennesker på gaden og på kanten, der kæmper med misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom af en kaliber, der kun kan slå et menneske omkuld. Jeg har oplevet øjne, der vil mødes, historier der vil fortælles og længsler efter følgeskab og fællesskab. Og jeg ser det som en ære at få lov at lytte og være tilstede der. Jeg er ydmyg, afmægtig, sårbar, bange og chokeret over al den lidelse, der findes lige udenfor vores dør. Men mest af alt er jeg fyldt af kærlighed.

Karantæne
“Når du finder ud af, at det de andre kalder hjemmekarantæne, er din normale hverdag” var der nogen der skrev, og både David og jeg nikkede og grinede genkendende. Vores hverdag har længe været indrettet med hjemmearbejde, og derfor har det ikke været en stor omvæltning for os. Vi har været sunde og raske, og det er jeg taknemmelig for. Jeg føler med dem, for hvem 2020 har ført til sygdom, konkurs, mistet job, presset hverdagsliv, bekymringer og stigende angst.. I april satte jeg og en flok venner en Vejkirke op på Torvet i Glamsbjerg, som et forsøg på at lade håb og lys få en plads. Her kunne man skrive en bøn, tænde et lys, trække et bibelvers og tage en bibel med hjem.

Tomhed
Jeg kan huske, at jeg i begyndelsen af marts-karantænen høstede følelsen af ro og fred, men sidenhen følte en slags tomhed. Især føltes påsken helt mærkelig, og langt ind i sommeren følte jeg, at det aldrig rigtigt havde været forår og sommer. Når jeg ser tilbage på året, føles det på mange måder lidt tomt. Jeg tror, at vi efter nedlukningen i marts har haft gæster højst 4-5 gange, og vi har selv været på få besøg. Der har manglet noget og nogen.

Bøn
Da kirkerne lukkede i marts, begyndte vi at have online-morgenbøn i min kirke. Vi mødes kl. 10 på Zoom og læser et stykke fra bibelen, og beder derefter højt eller indeni os selv. Vi beder for hinanden, for politikere, for syge, for mennesker, der kæmper, for corona-krisen, for det der falder os ind. Morgenbønnen varer 30 min. og er for alle. De fleste uger har jeg været med 2-3 dage. Jeg kan mærke, at det gør noget ved mig. Jeg bliver opmuntret af andres bøn, andres tanker om det vi læser i bibelen, og det er rart at se ansigter og få fornemmelsen af fælleskab. Det stemmer mit sind, hiver mig ud af modløshed og vækker håb og tro i mig.

Berøring
Det føles nu nærmest helt intimiderende, når folk kommer tæt på, min krop aflæser det som potentiel fare, og det er jo også sådan, vi er blevet vant til at tænke om fysisk kontakt. Jeg savner at kramme og øver mig i at kramme med øjnene. I 2020 var jeg på pædagogisk massage-kursus, der handlede om berøringens betydning.

Frihed 
Jeg blev overrasket, da nogen skrev ’tillykke’ til indlægget ‘I dag vil jeg fejre min frihed’, men faktisk er der meget at fejre, og det vil jeg huske, når jeg ser tilbage på 2020. Jeg tog nogle vigtige skridt. Et af dem var at jeg turde træde frem og invitere til aftner for kvinder under overskriften ‘Elsket og fri’, fordi jeg gerne vil invitere med på den rejse – at vi mere og mere må leve som dem, vi er skabt til at være  – elskede og frie!

Drømme for 2021
2020 har lært mig at planer ændres. Jeg er håbefuld og i 2021 vil jeg gerne:

Tage på retræte
Jeg vil gerne trække stikket. Være stille, lægge telefonen væk og gøre mig tilgængelig for Gud. Jeg har taget på kristne retræter før, men det er efterhånden længe siden. Til jul fik jeg tilskud til retræte og helt uventet også et flot gavekort til Ådalen Retræte, hvor jeg har været før. Så dét drømmer jeg om. Måske skal jeg også holde en selv.

Skrive 
Jeg vil skrive på min bog. Den har været undervejs i flere år. I år drømmer jeg om, at den skal flyve afsted. Jeg har tiden (hej igen, hjemmekarantæne!) og jeg har lysten og modet.  Jeg har masser af tekster fra bloggen, og fra mine noter jeg gerne vil tage afsæt i. Det er en bog om at være menneske i både svære og lette stunder og at have Gud med undervejs. I det hele taget vil jeg fortsat skrive. Også gerne mere her på bloggen. Tak, at du læser med!

Vente
Jeg ved ikke præcist, hvad året bringer. Måske er det gået særligt op for mig, at vi ikke kan kontrollere fremtiden. Der er ting jeg drømmer om at gøre, men jeg ved ikke, hvornår det kan lade sig gøre. Derfor venter jeg og det i sig selv er også et vigtigt sted at opholde sig af og til, har jeg fundet ud af.

Overgive mig
Når fremtiden synes uvis, når jeg opdager, at der er meget, jeg ikke kan kontrollere, at det jeg havde forestillet mig blev anderledes, så kan jeg mærke modløsheden trække i mig. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at lade den trække afsted med mig. Jeg vil stemme mit sind med håb og overgive mig til Gud, der altid er god.
Jeg beder denne bøn af Frans Assisi over det nye år:

“Herre, i dine arme er jeg sikker.
Når du holder mig, har jeg intet at frygte.
Jeg ved intet om fremtiden, men jeg stoler på dig.”

Da gik jeg pilgrimsvandring på El Camino i Spanien, erfarede jeg at pilgrimmene hilste på hinanden med ordene “Buen Camino” – et fælles ønske om en “god vej” frem for hinanden.
Jeg ville gerne have såden en hilsen, når jeg i denne tid møder folk online, i supermarkedet eller på gåtur i skoven. Et ord der kunne rumme det hele og vi ville begge vide, at det betød: Jeg synes også det er tungt lige nu, jeg føler med dig, jeg ønsker dig alt det bedste på din vej frem!
Måske findes det ord ikke, måske er det nærmere et blik, et vink eller en indre bøn og velsignelse af hinanden.
Jeg blev rørt da Dronningen som noget ganske nyt tilføjede, “Må Gud bevare jer allesammen”. Jeg følte det som en hilsen, jeg havde brug for på min vej frem.
God rejse. Buen Camino. Må du vide, at du ikke er alene på din vej.

Antal:
bagte julesmåkager: 0
spiste æbleskiver: 4,5
jule-dekorationer: 0
ophængt julepynt: 5
risengrød til aftensmad: 1
juledekorationer: 0
skrabet julekalender: 2 dage
chokolade-kalender spist: 1

Jeg har sjældent haft den store lyst eller behov for at ‘jule’, og faktisk i år mindre end før. Måske har du det ligesom mig, måske helt modsat. Det er helt okay, for det bliver jo jul uanset, hvad vi føler, tænker eller præsterer.
For julen er en gave – og et håb om fred og evig glæde!