Nogle gange går jeg og tænker på, hvor jeg vil hen med bloggen, og hvad jeg skal ændre for at få flere læsere.
Skal jeg begynde at lave indlæg, der følger en form som søgemaskinerne kan lide og som trækker trafik? Sådan nogle der er skåret i en form, hvor jeg, bloggeren, uddeler mine bedste råd til en sag.
Mange blogs er gået fra at være i dagbogsform til at være små minimagasiner med velskrevede indlæg, gode råd og inspiration til livsstil og personlig udvikling. I bloggens univers kommer de”gode råd” af et liv, der har taget en drejning. Fra maksimalisme til minimalisme. Fra overvægt til vægttab. Fra pengenød til overflod. Fra hektisk storbyliv til landligt selvforsyningsliv. Og det er troværdigt, fordi det netop er et ægte menneske som står bag. Forandringen er reel, personen har formået at ændre noget og vil nu (forståeligt nok) gerne hjælpe og inspirere andre på vej. Lad mig sige det med det samme, jeg har intet imod den måde at drive en blog på (jeg læser mange af den slags selv).
Problemet er bare, at jeg ikke rigtigt kan give nogle gode råd i den dur. I hvert fald ikke den slags råd som får læsere eller høster trafik.
Og jeg vil ikke være ekspert, fordi det ville være en løgn. Jeg siger ikke, at jeg ikke har noget at byde på, for det tror jeg, at jeg har. Jeg har bare ikke de 5 gode råd eller trin til det gode liv. For jeg kæmper ofte selv. Med økonomi, sundhed, tanker, humør, motivation, eksistentielle overvejelser. Og det er ikke altid 5 gode råde hjælper det store. Eller, at energien er der til at ændre en helt masse. Men det er lidt et tabu at sige, er min fornemmelse. For er det ikke tidens trend, at vi netop skal blive den bedste udgave af os selv? Mon ikke det er derfor, at det netop er disse emner som skaber trafik og læsere. Fordi vi længes efter dét, der kan hjælpe os til at optimere og flytte os.
Når jeg mærker glæden, mærker håbet, modet, overskuddet, energien, kreativiteten, så prøver jeg at regne ud, hvad det mon skyldes, at den dukkede op. Var det den ekstra eftermiddagslur? Var det fordi jeg spiste sundt de to foregående dage? Var det fordi jeg fik ryddet alt op og havde overblik, inden dagen begyndte? Eller var det fordi jeg havde tid til en morgenbøn fra morgenstunden?
Jeg er ikke længere så sikker på, at lykken kan jagtes ved at gøre de rigtige ting i den rigtige rækkefølge eller følge andres anvisninger. Den dukker op, når jeg mindst venter det. Jeg mærkede en lille lykke indeni da jeg vågnede op til regnvejr. Dét kan gøre mig små-lykkelig og er endnu en gave, jeg ikke selv kan kontrollere eller planlægge.
Hvis jeg skulle give råd, så ville det nok nærmere være en slags anti-råd: Giv dig selv en pause fra at stræbe, kontrollere, optimere, effektivisere, efterrationalisere. Giv op. Det gjorde jeg i morges.
Jeg lå i sengen og læste i en bog skrevet af en sygehuspræst. Der stod: “Undertiden er det at være menneske at give op. Det er godt nok mange, der er både hurtige og flittige til at sige til os: Du må ikke give op”. Men det er sjældent farligt at give op eller give slip. Vi gør det som regel fordi vi er trætte og har brug for en pause – og pause er sunde, hvis man er træt (…) Og i bønnen er der plads til en accept af og afmagten til en forsoning med tingene, som de er”.
Og jeg lå med lukkede øjne og tillod mig selv at tænke: Det er fint, at jeg ikke kan regne ud, hvordan jeg skal begynde min dag, jeg må godt ligge her.” Og sikke en befrielse. Jeg som hele tiden forsøger at regne ud, hvordan jeg gør tingene bedst, får kontrol over mit liv (og alle førnævnte områder af livet).
Og jeg gav mig selv lov til at være lille, afmægtig og begrænset, og jeg mærkede sådan en befrielse ved at tillade mig selv at være det. Og jeg anerkender begge dele af mig: den del har lyst til at udvikle mig, optimere og forandre, og den del, der har brug for at give slip og give op.
På min blog finder du ikke særligt mange gode råd. Højst en længsel og en bøn.
Må vi tillade os at være os selv med alt, hvad vi er. Med styrke, sårbarhed, energi, træthed, helse og sygdom, tristhed, sorg, glæde og angst.
Og må vi erfare, at vi er elskede og værdige, uanset, hvilken tilstand vi er i: Når vi resignerer, når vi giver op. Når vi kæmper, slås og når målet. Når vi går baglæns eller går i står. Når vi ligger stille og alt vi kan gøre er at være til.
Fordi det vil altid leve i mig, det jeg har fået ind de første 10 år af mit religiøse liv”
